Efter en dejlig sejlads på knap 54 sm. i svag til let sydvestlig vind blev Endelave den første ø vi anløb på dette års sommerferietogt.

Ifølge vores logbog var vi sidst på Endelave i 2010, og siden da er lystbådehavnen blevet opgraderet med en ny servicebygning indeholdende gode toilet- og badefaciliteter. Der var også mulighed for at grille i tilknytning til servicebygningen, hvor maden kunne spises på en stor delvis overdækket terrasse med borde og bænke.

 Efter sigende skulle der være plads til ca. 100 både i lystbådehavnen. Der var usædvanligt langt mellem pælene til agterfortøjningerne. Faktisk kunne der ligge to-tre både på hver plads. Havnen var dog ikke tilnærmelsesvis fyldt op, hvilket sandsynligvis kunne tillægges det regnfulde og ikke specielt varme vejr, vi havde i løbet af dagen. Umiddelbart før vi gik i seng, kunne vi på en tur rundt på havnen således kun tælle 22 gæstende både.

Ifølge DMI skulle det ustadige sommervejr fortsætte endnu nogle dage, og vinden skulle i tilgift tiltage til mellem otte og ti m. pr. sek. stadig fra sydvestlig retning. Risikoen for at blæse inde på Endelave i flere dage var med andre ord stor.

Selv om Endelave er en dejlig ø, besluttede vi alligevel lørdag morgen på trods af den friske vind at begive os af sted mod Juelsminde, en sejlads på ti sm. Da vi kom fri af Endelave ved Møllehage, stod bølgerne som ventet direkte mod stævnen, farten måtte selvfølgelig afpasses efter forholdene, og bådens vinduesviskere kom i den grad på overarbejde; men til Juelsminde kom vi.

Efter to overnatninger i Juelsminde blev kursen sat mod Hejlsminde, beliggende i et camping- og sommerhusområde inden for Brandsø ca. midtvejs mellem Kolding og Haderslev Fjord. Sejladsen var på 33 sm., og efter godt 2½ time i let sydvestlig vind nåede vi det snoede, men velafmærkede løb, der ledte ind til den relativt lille lystbådehavn med 65 pladser.

Vel inde i havnen kunne vi desværre konstatere, at de få grønmarkerede pladser var for smalle til vores båd. Vi vendte rundt og håbede på, at der ville være plads i lystbådehavnen på Årø, der med 75 pladser jo ikke var meget større.

Efter yderligere otte sm. på Lillebælt anduvede vi Årø, hvor vi til vores forbavselse blev mødt af en tilnærmelsesvis tom havn. De få tilbageblevne gæstesejlere kunne dog fortælle, at havnen havde været pænt besøgt dagen før uden at være fyldt op.

Vi besøgte sidst Årø i 2013 og ville derfor kun tilbringe et enkelt døgn på øen. Det blev til en travetur til øens fyr, hvorfra der var en smuk udsigt over det smalle Årø Sund. I byen aflagde vi den historiske Brummers Gård et kortvarigt besøg. Her er den gamle hestestald i dag indrettet som cafe, hvor der bl.a. serveres frokost tilberedt af øens specialiteter.

Fregatten Jyllands anker på Juelsminde Havn

Der er 28 sm. mellem Årø og Augustenborg, en distance vi tilbagelagde tirsdag formiddag i svag til let sydøstlig vind.

Det var ikke byens store turistattraktion Augustenborg Slot, men derimod to delvis defekte vinduesviskermotorer, der var den primære årsag til, at vi anløb byen. Det lokale M.J. Værft havde tidligere været os behjælpelig med at løse et akut opstået problem (dieselpest i brændstoftanken). Heller ikke denne gang manglede det på velvilje fra værftets side; men det kunne desværre ikke på trods af adskillige telefonopkald fremskaffe to nye vinduesviskermotorer.

Vi havde håbet, at opholdet i Augustenborg også kun skulle have været af et døgns varighed. På grund af en hård nordvestlig vind blev det dog torsdag, før vi forlod byen med kurs mod Sønderborg.

Inden da var vi bl.a. en tur rundt i barokslottes store park. I den bagerste del ned mod Augustenborg Fjord holdt kunstcenteret Augustiana til i et flot palæ, som hertug Frederik Christian i sin tid lod opføre til sin datter. I området omkring palæet var der udstillet et ganske betydeligt antal skulpturer af danske og udenlandske billedhuggere.

Gennemsejlingshøjden ved Kong Christian X’s Bro i Sønderborg var fem m. Vi skulle med andre ord ikke afvente, at broen blev åbnet og kunne umiddelbart efter passagen fortøje i byens store og velordnede lystbådehavn beliggende ½ sm. sydøst for Sønderborg Slot.

Store dele af Sønderborg blev skudt i grus i forbindelse med krigen i 1864. 499 af byens daværende 593 huse blev således ødelagt. På en travetur rundt i byen fandt vi ved hjælp af en lokal turistbrochure frem til nogle af de bygninger, der overlevede de kraftige bombardementer. Eksempelvis lå byens ældste hus fra 1641 på Kirkealle 4, i Havbogade 47-49 lå et lille 1700-tals dobbelthus, og i smøgen mellem de to ejendomme 49 og 51 i Perlegade fik vi det bedste indtryk af bebyggelsen i det gamle Sønderborg.

Sønderborg Slot

Smøgen i Perlegade i Sønderborg

Vi havde hjemmefra købt et tysk gæsteflag; men nåede desværre ikke at få det sat inden vi fredag formiddag ankom til Flensburg efter en 20 sm. lang sejlads i svag sydvestlig vind. Vi var sejlet forbi flere lystbådehavne i periferien af byen, før vi anløb Stadthafen Flensburg i bunden af havnen med ganske kort afstand til Nordermarkt i byens centrum.

Betalingen af havneafgiften og køb af kort til bad, el og drikkevand foregik på havnekontoret, der var åbent dagligt i perioderne 08.00-11.00 og 15.00-18.00. Betalingskortet fungerede også som adgangskort til den bro, hvor vi lå fortøjet. Broen var aflåst med en stor gitterdør og kunne ikke åbnes fra landsiden uden brug af kortet.

I Flensburg var der gjort klar til ”Das Maritime Bürgerfest”, der skulle finde sted i weekenden 8.-10. juli og altså faldt sammen med vores besøg i byen.

Ærgerligt for arrangørerne og indehaverne af de mange opstillede boder druknede førstedagen i regn, som dog ophørte inden kl. 23.00, hvor et imponerende fyrværkeri på et kvarters varighed afsluttede dagen. På andendagen var vejrguderne arrangementet venligere stemt, idet solen skinnede fra en letskyet himmel det meste af dagen. Temperaturen var dog ingenlunde sommerlig; men folk strømmede til, og i løbet af eftermiddagen blev kajerne på begge sider af inderhavnen næsten ufremkommelige.

Det hele endte dog ikke i havnefest. I løbet af vores to dages besøg fik vi også rig lejlighed til at opleve Flensburgs attraktive gamle bydel med flere spændende kirker og store gamle borgerhuse. Vi tog bl.a. på en byvandring med start ved Südermarkt med St. Nikolai Kirche, gik op ad Grosse Strasse, byens forretningsstrøg, hvor et eventuelt shopping-gen let kunne tilfredsstilles, var undervejs inde i den danske Helligåndskirken og nåede Nordermarkt med Marienkirche. Efter en enkelt forfriskning på en af de mange udeserveringer på Nordermarkt fortsatte vi ad Norderstrasse med en afstikker ned ad den smalle, stenbrolagte Oluf Samson Gang, hvor et mylder af relativt små, gamle gavlhuse lå side om side på begge sider af gaden. Via Marientreppe kom vi op til Duborg Skolen, det danske gymnasium i byen og nåede for enden af Norderstrasse den sidste bevarede af Flensburgs kamtakkede middelalderbyporte, Nordertor.

Tilbageturen gik langs havnens vestlige kaj forbi Museumshafen med tilhørende træskibsværft, umiddelbart derefter besøgte vi Hansens Brauerei (en amerikansk inspireret ale kan varmt anbefales), før vi igen var tilbage i Stadthafen Flensburg. En travetur på sammenlagt godt tre timer.  

Vi forlod Flensburg søndag morgen for at besøge Langballigau yderst i Flensborg Fjord. Vi anløb havnen efter en god times sejlads blot for at konstatere, at samtlige pælepladser desværre var optaget. Vel ude af havnen besluttede vi i stedet at sejle til Høruphav på Sydals, beliggende i cykelafstand fra Sønderborg. Her fik vi tanket diesel til en yderst rimelig pris og hentet proviant i en nærliggende stor dagligvareforretning.

Desværre var lystbådehavnen i Høruphav i lighed med yachthavnen i Augustenborg ved at udvikle sig til en parkeringsplads for tyske både, der i relativt stort antal lå tillukkede og forladte overalt i havnen. Det smittede selvfølgelig af på det tidligere ellers så attraktive miljø, vi før havde oplevet i havnen, hvor der i højsæsonen normalt summede af liv. Det gjorde det bestemt ikke denne gang. Antallet af reelle gæstende både kunne således tælles på godt to hænder.

Vi forlod Høruphav mandag morgen, sejlede langs Kegnæs i behørig afstand af kysten, passerede Kegnæs- og Gammel Pøl Fyr og satte kurs mod Mommark på østkysten af Als, en sejlads på 17 sm. Det var første gang, vi besøgte lystbådehavnen i Mommark, hvor der ifølge Komma’s havnelods skulle være 60 pladser ved flydebroer med bomme i det relativt lille havnebassin.

Det viste sig desværre, at havnen lå noget afsides med en campingplads som nærmeste nabo. Vi betalte havneafgiften på havnens hyggelige cafe og brugte ellers dagen mellem regnbygerne på rengøring af båden såvel ude som inde.

Det klarede kortvarigt op hen under aften. Vi begav os ud af båden og kunne under en tur rundt på havnen se over på en solbeskinnet Ærø.

Stadthafen Flensburg havn set fra Duborg-skolen

Oluf Samson Gang

Flensborg

Netop Ærø var målet for næste dags sejlads. Meteorologerne havde dog varslet jævn til frisk vind fra sydvest med vindstød op til 13 m. pr. sek. for Sundet og Bælthavet, så risikoen for, at vi ville blæse inde i Mommark, var til stede.

Vindmæssigt var det dog ofte relativt stille om morgenen, så vi stod tidligt op, så ud over molen og besluttede at sejle. Efter ½ times rullende sejlads passerede vi Skjoldnæs Fyr, kom i læ for vinden og anløb Søby kort efter.

På trods af det tidlige ankomsttidspunkt var der heldigvis god plads i lystbådehavnen. Søby Havn var andet end blot den 215 pladser store lystbådehavn, der blev godt fyldt op i løbet af eftermiddagen. Her var færgeleje med forbindelse til henholdsvis Fynshav på Als og Fåborg, Ærøs fiskeflåde havde hjemhavn i byen, og havnen husene også øens største arbejdsplads, Søby Værft.

I Søby var der forbavsende nok ingen automat, hvor havneafgiften skulle betales. Den stedlige havnemester, der i 2012 blev kåret til ”Hafenmeister des Jahres” af et tysk sejlerforum, kom rundt på broerne med sin ”busschaufførtaske” tidligt om morgenen og hen under aften og opkrævede havneafgiften, der bestemt ikke kunne betales med dankort eller andre creditscards for den sags skyld.

Det var egentlig ganske rart i det gennemdigitaliserede danske samfund at møde en ”vaskeægte” havnemester, der ønskede os velkommen til Søby, gav sig ganske god tid til en snak og besvarede eventuelle spørgsmål.

Vi fortøjede ved en af pælepladserne i Vestre Bådehavn og kunne læse på et opslag ved servicebygningen, at havnemyndighederne i Ærøskøbing havde lyttet til mange gæstesejleres ønske, var gået mod tendensen og havde nedlagt betalingsautomaten. Man havde med andre ord fulgt Søbys eksempel.

Det var tredje gang vi besøgte Ærøskøbing, og det blev et dejligt gensyn med byens smalle brostensbelagte gader, den gamle gadebelysning, stokroserne, de dekorative gadedøre, de relativt små 1700-tals huse og det hyggelige torv med de gamle bypumper.

Ærøskøbing var siden vores sidste besøg blevet hjemsted for produktion af whisky. Ærø Whisky Aps. holdt til i et lille nyrestaureret baghus i den gamle købmandsgård på Torvet.

Ifølge en planche på stedet vil den første Ærø whisky (2013 årgangen) kunne tappes på flasker efter endt lagring i november 2016 og købes i forbindelse med den officielle indvielse af Ærø Whisky Destilleri i påsken 2017.

Det var gratis at køre med busserne på Ærø. Vi benyttede os naturligvis af muligheden og tog med bussen mod Marstal til St. Rise, hvor Rise Bryggeri havde til huse. Ølproduktionen blev genoptaget i 2004 på det gamle bryggeri, der blev grundlagt i 1884.

Vi fik et kort glimt af produktionen, smagte nogle af bryggeriets mange kvalitetsøl bl.a. en såkaldt ”færgeøl”, der kun kunne købes på bryghuset og på færgerne til øen, og spiste frokost på den hyggelige cafe før turen tilbage til Ærøskøbing.

 Vi havde planlagt at sejle fra Ærøskøbing fredag formiddag; men det satte en frisk til hård sydvestlig vind en effektiv stopper for. Lørdag morgen var vinden aftaget betydeligt, så vi forlod Ærøskøbing og begav os ud på den 12 sm. lange sejlads til Marstal.

Vi nåede lige at fortøje ved en af de mange broer bag den godt en km. lange mole med den gamle kalkovn, før regnen satte ind og fortsatte resten af dagen.

Det var efterhånden 16 dage siden, vi forlod Grenå, og vejret havde i hele perioden næsten været efterårsagtigt med overvejende grå himmel og megen regn. Ikke en eneste dag havde vi oplevet, at temperaturen nåede på den rigtige side af 20 grader, og vinden havde næsten konstant stået i det sydvestlige hjørne og undertiden været af en sådan styrke, at vi blæste inde.

Ærø Whisky Destilleri

Svaleunger under servicebygningens tag i Marstal

Søndag måtte vi atter tidligt op for at komme på havet, før vinden igen tog til i styrke. Bagenkop på Sydlangeland var målet for dagens sejlads, en distance på godt otte sm.

Bagenkop Havn med et rødt udsigtstårn i indsejlingen rummede foruden lystbådehavnen tillige den største fiskerihavn i Syddanmark.

Vi var sejlet til Bagenkop primært for at se Langelandsfortet, der blev bygget i 1952-53 som en del af det danske søforsvar, men mistede sin militære betydning i 1989 mod den kolde krigs ophør og åbnede som museum i 1997.

Koldkrigsmuseet lå godt to km. fra lystbådehavnen, så vi lånte et par absolut brugbare cykler af havnemesteren og nåede frem efter et kvarters trampen i pedalerne ad de småkuperede veje.

På koldkrigsmuseet var der bl.a. adgang til operationsbunkeren, luftværnsbatteri Nord og anlæggets fire 150 mm. kanoner, og vi kunne gå ombord på en af de sidste aktive danske ubåde ”Springeren”, hvor vi fik et spændende indblik i de trange forhold, hvorunder besætningen på 24 personer havde levet. I en hangar var der udstillet en komplet sektion af Berlinmuren, der indtil 1989 havde stået på Potsdamer Platz.

Efter det spændende og informative besøg på koldkrigsmuseet cyklede vi videre mod Dovs Klint på Langelands sydspids. Undervejs stoppede vi op ved Fakkebjerg, en 37 m. høj tidligere fyrbakke, hvorfra vi kunne se til Nordtyskland, og efter yderligere et stop ved Keldsnor nåede vi til den 16 m. høje Dovs Klint. Her var vi i den nærliggende Gulstav Mose så heldige at se en fiskeørn.

Vi havde også håbet at se Exmoor ponyer i området ved Dovs Klint, hvor et større antal som led i naturplejen var blevet udsat for at afgræsse arealerne. På Sydlangeland kaldtes Exmoor ponyerne for ”vildheste”, fordi de fik lov til at leve i flok året rundt og danne deres egen hierarki med en førerhingst og en førerhoppe med mindst mulig indblanding fra mennesker.

Vi så ingen ”vildheste” i området ved Dovs Klint; men umiddelbart nord for Bagenkop gik en lille flok på ti Exmoor ponyer og afgræssede arealerne ved Klise Nor.

Meteorologerne havde varslet, at vejret her ved indgangen til tredje uge af vores ferie skulle blive mere sommerligt. Tirsdag morgen var der dog intet, der indikerede, at et omskift i vejret var på vej. Vi forlod Bagenkop i svag nordvestlig vind med tunge, grå skyer hængende over vores hoveder. Inden vi anløb havnen på Strynø, var det imidlertid klaret betydeligt op, og om eftermiddagen nåede temperaturen for første gang i juli på den rigtige side af 20 grader.

Havnen på Strynø blev totalrenoveret for ganske få år siden og fremstod som en mindre, men moderne lystbådehavn. På havnen lejede vi to næsten nye cykler for beskedne 20 kr. pr stk. og begav os af sted.

I modsætning til på Sydlangeland var det bestemt ikke særlig anstrengende at cykle på Strynø, idet øen næsten var flad som en pandekage. Vi var bl.a. ude på den vestlige del af øen for at se Strynø Mølle fra 1832, før vi provianterede hos købmanden, hvis butik sammen med Strynø Kro lå midt i landsbyen ved majstangen.

Foruden Strynø Kro var der også mulighed for at spise ude på Strynø Gl. Mejeri. Vi valgte sidstnævnte, ikke så meget på grund af spisekortet; men fordi der til maden blev serveret øl fra Strynø Mikrobryghus. Vi havde ikke tidligere smagt øl fra dette bryghus, og øllet skuffede absolut ikke. Maden var i øvrigt også ganske velsmagende.

På Strynø stod vi op til en lun, solrig og vindmæssig stille morgen. Vi skulle til Rudkøbing, en kort sejlads på knap fire sm. som vi tilbagelagde på et spejlblankt hav.

Lystbådehavnen i Rudkøbing med 350 pladser og alle tænkelige faciliteter lå tæt på broen mellem Siø og Langeland. Der var kun fem-ti minutters gang til byens centrum, hvor vi brugte et par timer på at gå rundt og se på de mange 1700 og 1800-tals bindingsværksbygninger, de små stræder med toppede brosten og den spændende kirke. På Gåsetorvet ikke langt fra kirken stod en statue af byens verdensberømte søn H.C. Ørsted, der i 1820 påviste elektromagnetismen. På samme torv lå i øvrigt huset, hvor H.C. Ørsted blev født.

"Springeren" på Koldkrigsmuseet

"Vildheste" ved Klise Nor

Efter en kort tordenbyge efterfulgt af en hurtig opklaring sejlede vi torsdag formiddag under broen mellem Siø og Langeland og satte kursen mod Svendborgsund.

Vi havde været i Svendborg adskillige gange før og hver gang fortøjet i den ”runde havn” ved Svendborgsundbroen. I år valgte vi den ”gamle havn” i byens centrum, hvor en meget synlig havnemester dagen lang anviste de gæstende både en passende plads, så havnens kapacitet blev udnyttet optimalt. På trods af havnemesterens bestræbelser på at pakke havnen, oplevede vi, at flere sent anløbende både vendte omkring og søgte mod anden havn.

At det attraktive miljø i den ”gamle havn” var populært blandt fritidssejlerne kunne også aflæses på havneafgiften. Med 170 kr. for en båd på 28 fod var Svendborg indtil videre den suverænt dyreste havn, vi endnu havde besøgt på årets sommertogt. I tilgift skulle vi endvidere betale for el, bad og drikkevand.

Det blev kun til en enkelt overnatning i Svendborg, før vi fortsatte i let sydøstlig vind under Svendborgsundbroen mod det relativt smalle, men velafmærkede Høje Stene Løb. Drejø med 64 indbyggere var målet for dagens sejlads.

På trods af det beskedne indbyggerantal var der både købmand og kro i landsbyen, der Sct. Hans aften 1942 blev hærget af en brand, hvor 11 gårde og syv huse forsvandt i flammerne.

Drejø var i lighed med Strynø en flad landbrugsø, der indbød til en cykeltur. Få hundrede meter fra havnen lejede vi to cykler hos en ældre dame og kunne undervejs, næsten ligegyldigt hvor vi befandt os på øen, nyde udsigten ud over det sydfynske øhav. Vi var bl.a. længst mod vest ved klinten ved Næbbes Odde, og på øens nordside besøgte vi den ganske lille og atmosfærefyldte småbådshavn, Gammel Havn, der var øens havn indtil 1905, hvor Drejø Færgehavn blev bygget.

Vi havde været undervejs i godt tre uger, da vi lørdag formiddag anløb Fåborg, hvor det lykkedes os at få en plads i den kombinerede fiskeri- og lystbådehavn fem minutters gang fra byens centrum.

Fra tidligere besøg i Fåborg vidste vi, at der hver lørdag i sæsonen ved middagstid var levende musik på byens hyggelige torv, og denne tradition var der heldigvis ikke blevet ændret på. Vi sad i solskinnet et par timer over en øl og lyttede til tre musikere, der med deres blues-, folk- og rockmusik i den grad begejstrede de omkring 200 tilhørere.

Vi havde egentlig planlagt at besøge Dyreborg, et gammelt fiskerleje et kvarters sejlads fra Fåborg. Vi stod imidlertid op til endnu en solrig og vindmæssig stille morgen, der indbød til en betydelig længere sejlads, og besluttede i stedet at sejle de knap 30 sm. til Assens.

Det viste sig, at den 650 pladser store lystbådehavn i Assens i vid udstrækning i sæsonen blev brugt som transithavn af lystsejlere på vej til eller fra det sydfynske øhav.

Vi havde stadig 14 dage tilbage af vores ferie og havde overvejet et par dages ophold i byen. Det blev dog kun til en enkelt overnatning. Ikke så meget på grund af havnens størrelse; men i Assens led lystbådehavnen efter vores opfattelse under det meget tætte naboskab med Assens Skibsværft, og den relativt lange afstand til byens centrum talte også på minussiden.

Gammel Havn på Drejø

Næste morgen kom der tidligt gang i ”afdansningsballet”. Vi sluttede os til flokken af nordgående både og satte kursen mod anduvningsbøjen til Kolding Fjord.

Vel fremme i Kolding fortøjede vi i den sydlige lystbådehavn, hvorfra der var 20 minutters gang i raskt tempo langs åen til Koldinghus i byens centrum.

Adskillige bekendte havde i tidens løb anbefalet os at besøge fodboldværtshuset ”You’ll never walk alone” med det meget store udvalg af udenlandske, overvejende britiske øl og over 200 forskellige flasker single malt whisky på hylderne.

Vi fandt vandingsstedet i A.L. Passagen, et meget smalt stræde vinkelret på byens hovedstrøg. Noget benovede over det store udvalg, fik vi efter kyndig vejledning fra en yderst venlig og snakkesalig tjener smagt på et par engelske øl inden traveturen tilbage til lystbådehavnen.

Fodboldværtshuset "You'll  never walk alone"

Vi havde ofte snakket om, men aldrig i vores 26 år lange sejlerliv besøgt Vejle Fjord. I år skulle det imidlertid blive til andet end blot ved snakken.

Vi forlod Kolding i svag til let vestlig vind og sol fra en letskyet himmel, passerede de to Lillebæltsbroer og Strib Fyr, satte kurs mod Trelde Næs og anløb Brejning på sydsiden af Vejle Fjord ved middagstid efter en dejlig sejlads på 28 sm.

Området omkring lystbådehavnen, der for ti år siden blev udvidet fra 110 til 225 pladser, var domineret af en lang række store, flotte, hvide bygninger, der tidligere havde huset De Kellerske Institutioner. De Kellerske Institutioner blev grundlagt omkring forrige århundredeskifte af læge Chr. Keller og hørte under statens åndsvageforsorg frem til 1980, hvor der i perioder havde været op til 1600 beboere. Vejle Amt overtog herefter komplekset og drev det frem til 1990. I 2002 blev området solgt under navnet Kellers Park til private boliger og hotelformål.

Vi havde efterhånden haft en periode på otte dage med sol, temperaturer på den rigtige side af 20 grader og svage vinde overvejende fra sydvestlig retning og skulle ifølge DMI få endnu et par sommerdage, før et vejrskift ville melde sig med mere ustadigt og blæsende vejr.

Det gamle "Mandshjem" i Brejning