På sommertogt langs den svenske østkyst

2017

Det kan være meget godt med sejladsplanlægning; men i sidste instans er det jo alligevel vejr og især vind, der bestemmer.

Vi havde således planlagt, at Hundested skulle være første havn, vi anløb på dette års sommertogt; men på baggrund af en vejrmelding fra DMI, der de næste fire døgn varslede frisk undertiden hård nordøstlig vind for Kattegat, besluttede vi i stedet at sejle syd om Sjælland.

Efter en uges forløb med overnatninger i Ebeltoft, Kerteminde, Karrebæksminde og Kalvehave nåede vi Rødvig. Herfra ville vi så sejle de knap 35 sømil til Gislövsläge, beliggende tre sømil øst for Trelleborg på sydkysten af Skåne. Vi ville bruge Gislövsläge som transithavn; men før vi forlod Rødvig stod det imidlertid klart, at der var en vis risiko for, at vi ville indeblæse nogle dage i Gislövsläge, idet vinden igen ville blive østlig og tiltage i styrke. Ikke ligefrem ideelt i forhold til en sejlads videre mod Ystad og Simrishamn.

Med bl.a. tankanlæg er Gislövsläge god som transithavn; men uden muligheder for indkøb af dagligvarer og mangel på oplevelser i det umiddelbare bagland i vores optik bestemt ikke velegnet til flere dages ophold. Vi besluttede derfor at sejle de tyve sømil til Skanör i stedet og så ellers se tiden an.

I Skanör var man her knap i midten af maj ikke mere end lige kommet ud af vinterhiet. Toilet- og badefaciliteterne havde ganske vist været tilgængelige siden første maj; men eksempelvis det gratis udlån af cykler måtte vi kigge langt efter. Vi måtte derfor gå til byen for at handle ind og havde naturligvis heller ikke de samme muligheder for at komme rundt i omegnen, der ellers har mange spændende ting at byde på. En formildende omstændighed var det dog, at røgeriet med tilhørende restaurant på havnen var åben. Det var i øvrigt meget mærkeligt at være eneste gæstende båd i en havn, der i sommermånederne normalt summer af liv. Vores anløb blev da også bemærket af havnemesteren, der en time efter vores ankomst hejste Dannebrog i havnens flagstang.

Efter to døgn med frisk til hård vind fra østlig retning aftog vinden endelig betydeligt og drejede tilmed mod vest. Vi forlod Skanör og passerede umiddelbart efter Falsterbo Fyr, der blev bygget i 1795 og siden moderniseret flere gange. Fyret blev nedlagt i 1990, men gentændt tre år senere.

Falsterbo Fyr

Vi anløb Ystad ved middagstid efter en ganske behagelig sejlads på 42 sømil langs Skånes sydkyst. Ifølge vores logbog var vi sidst i Ystad i 2005, og der er bestemt sket meget siden. I gæstehavnen er der således udlagt en ny flydebro med knap 50 pladser ved y-bomme. Større både kan dog fortsat ligge langskibs på den indvendige side af den vestlige mole.

Der er kun ca. ti minutters gang fra gæstehavnen til Ystads middelalderlige bykerne med bl.a. et meget stort antal bindingsværksejendomme. Vi gik rundt i de smalle gader og stræder et par timer og fandt på Stortorget det gamle rådhus fra 1572, dog kraftigt ombygget ca. 1840. Bag rådhuset ligger Skt. Maria Kyrka fra 1200-tallet, der er byens ældste bygning. Fra kirkens tårn blæser tårnvægteren i en kobberlur ud over byen fra kl. 21.15 og hvert kvarter indtil kl. 01.00. Dette har stået på siden 1600-tallet, og var oprindeligt et signal om, at alt var roligt i byen.

Umiddelbart ved siden af kirken kunne vi se Latinskolan, en toetagers bygning fra ca. 1500 med takkede gavle, og nord for Stortorget fandt vi Gråbrödraklostret fra omkring 1260.

Latinskolan i Ystad

Ifølge tankmåleren var det efterhånden ved at være småt med brændstof, så vi måtte omkring tankanlægget og tankede diesel til 16 kr. pr. liter, før vi forlod Ystad. Vinden var fortsat svag til let fra vestlig retning, og efter godt 30 minutters sejlads passerede vi Ales Stenar umiddelbart vest for Kåseberga. Ales Stenar, der dateres til ca. år 600, er Skandinaviens største intakte skibssætning. Den er 67 m. lang, og skibet er formet af 58 store sten.

Efter yderligere 30 minutter på havet passerede vi Sandhammaren, bedst kendt for den brede lange sandstrand med det meget hvide og finkornede sand; Skånekystens svar på Dueodde på Bornholm. Midt på formiddagen anløb vi Simrishamn efter en sejlads på 28 sømil.

Det var efterhånden blevet d. 16. maj, og vi havde været undervejs i 14 dage. Vi havde tilbagelagt 288 sømil og var nået til Åhus efter endnu en sejlads på 28 sømil fra Simrishamn. Vi havde i løbet af perioden oplevet temperaturer fra frysepunktet - der var rim på fordækket om morgenen i Karrebæksminde – til næsten sommerlige 20 grader. Undertiden havde vi følt os som ”Palle alene i verden” såvel til havs som i havn. På sejladserne fra Rødvig til Simrishamn kunne vi glæde os over fugletræk med hundredevis af gæs, vel nok den største oplevelse på turen indtil videre.

Vi var sidst i Åhus i 2005 og fortøjede som sidst ved en af gæstekajens y-bomme på Helgeåens nordlige bred og havde dermed let adgang til byens centrum. Det er også muligt at fortøje ved en af Christianstad Segelsällskaps flydebroer på den modsatte side af åen; men traveturen til byens midte bliver noget længere.

Byens store arbejdsplads er Absolut, og fabrikken, hvorfra der i dag eksporteres vodka til mere end 125 lande, fylder rigtig meget i bybilledet. Der er dog også en hyggelig lille middelalderlig bykerne med bl.a. en interessant kirke med kalkmalerier fra omkring 1300.

Havde vi på denne tid af året kunnet leje cykler i Åhus, var vi cyklet ud til naturreservatet Pulken, beliggende nogle få km. sydvest for byen. Her er der om foråret mulighed for at se traner, der i tusindvis gør ophold i området for at hvile og spise.

Vi stod op til en kølig og regnfuld morgen og begav os ud på den 14 sømil lange sejlads til Hällevik i svag sydlig vind. Fra tidligere besøg i Hällevik ved vi, at havnen i sommermånederne summer af liv; men her i anden halvdel af maj var der helt åbenlyst stadig tale om lavsæson. Røgeriet havde kun åbent onsdag-søndag i tidsrummet 10.00-14.00, havnemesteren glimrede ved sit fravær, cafe og restauranter var sæsonlukkede, og turistbureauet bestod af en gammel udtjent kommode med diverse brochurer. Når alt dette er sagt, er Hällevik dog stadig et dejligt sted at besøge selv i lavsæsonen.

Der er knap 16 sømil mellem Hällevik og Karlshamn. Så godt en time efter vi havde forladt Hällevik i svag sydlig vind kunne vi fortøje i Karlshamns gæstehavn med 20 pladser ved y-bomme, beliggende i byens centrum. Vores ophold i Karlshamn blev dog af ganske kort varighed. Vejret var fantastisk, og meteorologerne havde lovet ringe vind indtil middag, så vi forlod Karlshamn og sejlede ud i den relativt åbne Blekinge Skærgård. Målet var Ronneby (Ekenäs), en sejlads på knap 17 sømil.

Ronneby Segelsällskaps havn i Ekenäs fem km. fra Ronneby ligger i et særdeles naturskønt område, hvor der i den grad hersker fred og ro. Havnen ligger godt beskyttet bag den nærliggende Karön, der er den største ø i Ronneby Skærgård. Der er også gæstehavn på Karön; men det er også muligt at tage ”færgen” fra Ekenäs til Karön, måske for at se nærmere på de arkitektonisk spændende 1800-tals villaer på øen eller for at lytte til nattergalenes sang. Overfarten tager under fem minutter.

Der fandtes ingen billetautomat på havnen, og havnekontoret var lukket. Vi fik med andre ord en gratis overnatning i Ekenäs, hvilket sådan set også var ganske rimeligt, idet alle faciliteter bortset fra el og vand på gæstebroen ikke var tilgængelige.

Også den godt 16 sømil lange skærgårdssejlads fra Ekenäs til Karlskrona foregik i strålende solskin og svag sydlig vind. Seks sømil før Karlskrona skulle vi passere vejbroen mellem Hasslö og Almö. Med en frihøjde på fire m. skulle vi ikke afvente, at broen blev åbnet, og efter passagen fortsatte vi mod det lille ottekantede fæstningsværk med det noget underlige navn ”Godnatt”. Herfra var der et velafmærket løb ind til ”Tallebryggan”, en relativt stor marina tæt på byens centrum og byens mange især marinehistoriske seværdigheder, eksempelvis den rødmalede Amiralitetskyrkan Ulrica Pia fra 1685, der er Sveriges største trækirke. Foran kirken står ”Rosenbom”, en gammel træfigur af en sømand. Han rækker tiggende hånden frem, og man kan lette på hans sorte matroshat og komme penge i en sprække i hans skaldede isse.

Den ottekantede fæstning "Godnatt" ved Karlskrona

Om eftermiddagen nåede temperaturen 22 grader i Karlskrona, og meteorologerne lovede for de næste to døgn fortsat solrigt vejr med svag til let vind fra nordlige retninger. Vi havde overvejet at ligge over et par døgn i Karlskrona. Det blev dog kun til en enkelt overnatning, idet vi besluttede at udnytte de gunstige vejrforhold til at komme videre mod Öland. Inden anløb af Öland skulle vi dog først besøge Kristianopel, en sejlads fra Karlskrona på 29 sømil.

Kristianopel blev grundlagt i 1600 af Chr. d. IV og blev som værn mod svenskerne befæstet med en metertyk bymur, der i vid udstrækning er intakt. Byens hvide kirke, der med sine takkede tårngavle ser meget dansk ud, blev bygget af landshøvdingen Falk Lykke på kongens foranledning og blev indviet i 1624. Inde i kirken findes bl.a. Chr. d. IV’s velbevarede kirkebænk fra 1635, som han kun benyttede ved en enkelt lejlighed.

Christian den IV's kirkebænk i Kristianopel Kirke

I dag har Kristianopel under hundrede indbyggere, der overvejende bor i de mindre gul-og rødmalede træhuse langs Storgatan. Trods det beskedne indbyggerantal er der overraskende nok tre spisesteder og en lille men velassorteret dagligvareforretning i byen.

Før dette års sommertogt havde vi sat os tre, synes vi selv, realistiske mål: Vi skulle besøge henholdsvis Öland, Mälaren og Ålandsøerne.

Søndag d. 21. maj nåede vi Färjestaden på Öland efter en sejlads på 29 sømil fra Kristianopel. Vi har besøgt Öland to gange tidligere, men kun set en brøkdel af alle de spændende seværdigheder, den langstrakte ø har at byde på.

Stora Alvaret, Ôland

Vi anløb Färjestaden primært for at opleve Stora Alvaret, en tør kalkstensslette, der omfatter hovedparten af den sydlige del af Öland mellem Karlevi lidt syd for Färjestaden og øens sydspids ved fyret Långe Jan. I alt knap 300 kvadratkilometer. Kalkstensundergrunden er kun dækket af et ganske tyndt jordlag. Vegetationen er lav og domineret af græs, mos, birkekrat og lavarter; men en lang række orkideer og eksempelvis kodriver og almindelig kugleblomst har også vundet indpas i det meget specielle landskab, der gennemskæres på kryds og tværs af de for Öland karakteristiske kalkstensgærder.

Karlevistenen, Öland

Det blev til to overnatninger i Färjestaden, før vi sejlede under den seks km. lange og 36 m. høje Ölandsbron, der forbinder Kalmar med Färjestaden. Borgholm var målet for dagens 19 sømil lange sejlads. Allerede flere sømil før vi anløb havnen, kunne vi se byens vartegn, Borgholm Slott, der i forbindelse med en voldsom brand i 1806 blev forandret fra slot til ruin og har ligget hen som sådan lige siden. De nuværende betydelige ruiner stammer fra Johan d. III’s renæssanceslot, der blev bygget i perioden 1572-92 som erstatning for den middelalderlige fæstning.

Borgholm Slotsruin, Öland

Stubmøller på Öland

Der er rigtig mange seværdigheder på den nordlige halvdel af Öland; men ingen af disse ligger desværre i cykelafstand fra Borgholm. Vi lejede derfor en bil på en lokal tankstation og begav os ud på, hvad der skulle vise sig at blive en tur på fem timer rundt på de overraskende velholdte nordølandske landeveje. Første stop blev ved Källa Gamla Kyrka, der mere lignede en fæstning end en kirke. Kirkens historie kan føres tilbage til 1100-tallet, og den var oprindeligt inddelt i tre etager. Nederst kirke, dernæst beboelse og øverst skytteloft. Fra Källa Gamla Kyrka gik turen til Vedborm, hvor der ventede os et ualmindeligt velholdt og noget særpræget eksemplar af de relativt små firkantede stubmøller af træ, som Öland tidligere var så utrolig rig på. I 1850 var der omkring 3000 af slagsen; men i dag er der desværre kun ca. 300 tilbage, og alle er bestemt ikke i samme stand som den i Vedborm. Efter de to besøg i henholdsvis Källa og Vedborm nåede vi til Byxelkrok og fortsatte til Ölands Norra Udde, hvor vi så det 32 m. høje fyr Långe Erik, der blev tændt første gang i 1845. På vej tilbage til Byxelkrok blev vi opmærksomme på Neptuni Åkrar, et naturskabt fænomen bestående af lave lagdelte stenflader langs kysten. Vi fandt utallige forsteninger på de vidtstrakte stenflader. På turen tilbage til Borgholm havde vi et længere ophold ved Byrums Rauker, der nok var udflugtens største oplevelse. Rauker er partier af kalkstensklippen, der har modstået havets konstante nedbrydning af kysten, og som i Byrum står tilbage som nogle mærkværdige tre-fire m. høje formationer over en strækning på ca. 300 m. Ifølge en planche i naturreservatet er der i Byrum omkring 120 af slagsen.

Källa Gamla Kyrka, Öland

Långe Erik på Ölands Norra Udde 

"Neptuni Åkrar", Öland

Rauker ved Byrum på Öland

Oscarshamn var målet for dagens sejlads, da vi forlod Borgholm i svag sydvestlig vind. Det var selvfølgelig oplagt at tage den direkte vej til Oscarshamn; men vi valgte i stedet at sætte kurs mod Vållö nordøst for Mönsterås, hvorfra vi ville sejle indenskærs til Oscarshamn. Helt åbenlyst en omvej; men de ekstra sømil blev dog i den grad opvejet af en utrolig smuk sejlads, hvor vi undertiden sejlede ganske tæt på klipperne. Det velafmærkede sejlløb blev eksempelvis kort efter Påskallavik ved Fläskösund så smalt, at to både dårligt kunne passere hinanden.

I Oscarshamn fortøjede vi i gæstehavnen, Brädholmen beliggende i bunden af industrihavnen med let adgang til byens centrum. Vi var i Oscarshamn første gang for ti år siden og så dengang byens seværdigheder bl.a. ”Döderhultarmuseet”, der indeholder en stor samling af træskærer Axel Petterssons arbejder. Hovedsageligt små meget livagtige menneskefigurer, gerne gruppeopstillinger med scener af dagliglivet på landet i Småland omkring 1900.

Dette års anløb i Oscarshamn gjaldt primært et besøg på ”Den Blå Jungfrun”, en lille næsten cirkelrund ø i Kalmarsund, der rejser sig 86 m. over havet. Der sejles til denne ubeboede ø fra henholdsvis Byxelkrok og Oscarshamn. Turbåden lå da også ved kajen i Brädholmen, men påbegyndte til vores store ærgrelse først sejladserne til ”Den Blå Jungfrun” d. 4. juni, og vi skrev altså d. 25. maj.

Undervejs havde vi et par gange mødt et par fra Gråsten, der havde anbefalet os at besøge Figeholm, beliggende en times sejlads nord for Oscarshamn. Bortset fra en flot klokkestabel ved kirken er der ikke meget at berette om selve byen; men den lille lystbådehavn, der ligger, hvor Norrån har sit udløb i bunden af Fågelöfjärd, er p.g.a. dens smukke beliggenhed i grønne omgivelser bestemt et besøg værd. Ja, kan måske med lidt god vilje minde om ”Indelukket” i Silkeborg.

Det meste af den 32 sømil lange sejlads mellem Figeholm og Västervik foregik indenskærs og tog tre timer. Ved atomkraftværket nordøst for Figeholm måtte vi dog over en lidt længere strækning ud på åbent hav og kunne pludselig mærke, at vinden rent faktisk var frisk fra sydvestlig retning.

Spårösund ved Västervik

Den officielle gæstehavn i Västervik har ikke mindre end 450 pladser, men var gabende tom, da vi ankom. Vi sejlede derfor videre til den nærliggende lystbådehavn på Notholmen, der er hjemhavn for Segelsällskapet Wikingarna. Her fortøjede vi ved en af de få grønmarkerede pladser ved y-bomme.

Västervik regnes for det mest populære feriested på den sydsvenske østkyst. Antallet af restauranter på Fiskaretorget og i de tilstødende gader vidner da også om, at tilstrømningen af feriegæster i højsæsonen må være stor.

Byen har dog ikke de helt store seværdigheder at byde på. Mest interessant er efter vores opfattelse området omkring middelalderkirken Skt. Gertrud med de smalle stenbrolagte gader og en del velbevarede træhuse fra 1700-og 1800-tallet; men også ”Båtmannsstugorna” fra ca. 1740, placeret tæt ved byens anden kirke Skt. Petri, er et besøg værd.

Da vi sejlede fra Västervik, var vi klar over, at vi ville indeblæse de efterfølgende to døgn. Vi havde planlagt at sejle til Fyrudden, men valgte i stedet at sejle til Loftahammar, der ligger 16 sømil nord for Västervik. Her kunne vi afvente vejrets udvikling uden at få vores nattesøvn forstyrret af eventuel søgang, idet Loftahammar med en beliggenhed i bunden af en næsten lukket vig i modsætning til Fyrudden er beskyttet mod vind fra alle retninger.

Der er gode forhold for gæstesejlerne i Loftahammar. Foruden de basale faciliteter er der eksempelvis også tankanlæg og bådudstyrsforretning. Kniber det med lysten til at lave aftensmad, er der tillige restaurant på kajkanten.

Det skulle vise sig, at det langt fra blev så blæsende, som meteorologerne havde varslet. Vi kunne således forlade Loftahammar et døgn før forventet og satte kursen mod Fyrudden. Bortset fra et par strækninger på hver omkring to sømil foregik hele den 25 sømil lange sejlads indenskærs bl.a. via de smalle, men velafmærkede passager Halssundet og Olsösundet.

Fyrudden er centrum i Gryts Skærgård og et vigtigt knudepunkt for beboerne på de omkringliggende øer. Der er da også reserveret kajpladser til øboerne i gæstehavnen, når de kommer til fastlandet eksempelvis for at proviantere i Fyruddens dagligvareforretning, der er beliggende på havnen. I takt med, at fiskeriet har udspillet sin rolle i Fyrudden, har fritidssejlerne og deres både gradvist taget over. I dag er der ca. 50 pladser overvejende ved y-bomme i gæstehavnen, der ligger i særdeles naturskønne omgivelser.

Selv om de første fritidssejlere anløber havnen tidligere, begynder sæsonen i Fyrudden officielt først d. 1. juni, og før denne dato er servicebygningen med bl.a. toilet- og badefaciliteterne ikke tilgængelig. Vi måtte derfor selv med en kvittering for betalt havneafgift i hånden tage til takke med to offentlige toiletter af den mere beskedne slags.

Hele den 26 sømil lange sejlads mellem Fyrudden og Arkösund foregik indenskærs, så vi mærkede intet til den jævne sydvestlige vind undervejs.

Vi besøgte sidst Arkösund for ti år siden og ville som dengang fortøje i den velbeskyttede Beckmansviken. Ved anløb kunne vi imidlertid konstatere, at gæstesejlere ikke længere var velkomne i havnen. Arkösundkajen umiddelbart syd for Beckmansviken var dog indenfor de seneste år blevet udbygget betragteligt og har i dag et stort antal gæstepladser. I forbindelse med udvidelsen havde havnen skiftet navn til Arkösund Hamn.

Da vi fredag d. 2. juni fortøjede i Oxelösund ved en af gæstebroerne i Badhusviken efter endnu en indenskærssejlads, denne gang på 18 sømil, havde vi været undervejs i præcis en måned. Vi havde tilbagelagt en samlet distance på 585 sømil, siden vi nåede svensk farvand været udsat for et sandt bombardement af pollen med deraf følgende megen rengøring, oplevet den første snert af sommer, der efter en god uges forløb kulminerede i Västervik med hele 26 grader, set de fleste af de seværdigheder, vi gerne ville se på Öland og gjort os den erfaring, at vi på denne tid af året langt fra kunne forvente de serviceydelser i de enkelte havne, som står oplistet i diverse havnelodser. Der var fortsat ikke mange fritidssejlere i havnene eller på havet langs den svenske østkyst. Dem, der var der, var næsten alle udlændinge såsom englændere, hollændere, tyskere, finner og enkelte danskere.

Vi skulle bruge ikke mindre end 41 waypoints på den 28 sømil lange indenskærssejlads mellem Oxelösund og Trosa, der undervejs eksempelvis ved Stendörren og Sävsundet bød på meget smalle, men velafmærkede passager i den smukke skærgård.

Stendörren

Modsat i Oxelösund, hvor en frisk sydøstlig vind fra først på aftenen til sidst på natten satte en del sø i havnebassinet og dermed delvist spolerede vores søvn, kunne vi i Trosa se frem til et par rolige nætter, idet havnen er beskyttet mod vind fra alle retninger. Havnen ligger i Trosa-åens udmunding og har 110 pladser, hvor der overvejende fortøjes enten ved pæle eller bøje.

Trosa

Det var en dejlig oplevelse at gå langs åen fra havnen til byens centrum, hvor det gamle rødmalede rådhus med klokketårn ligger. Undervejs krydses åen af flere lave træbroer, små både ligger relativt tæt langs begge åens bredder, og vi kunne beundre de charmerende gamle træhuse i røde, hvide og grå farver, som byen er så kendt for. Mange af husene er udsmykket med det, svenskerne kalder ”snickarglädje”, som er kunstfærdige træudskæringer på eksempelvis verandaer, kviste, karnapper og gavle, der ikke tjener noget andet formål end netop at glæde beskueren.

Der er en 24 sømil lang indenskærssejlads mellem Trosa og Södertälje, hvor Skandinaviens største sluse leder ind til Mälaren. Slusen åbnes i højsæsonen 1. juni-31. august dagligt fra Mälaren mod Saltsjön kl. 08.15, 09.15 o.s.v. til og med kl. 21.15, og slusningen den modsatte vej foregår selvfølgelig umiddelbart efter. Det er i øvrigt gratis at benytte slusen.

Vi havde planlagt en overnatning i Södertälje og fortøjede i gæstehavnen med 90 pladser, beliggende umiddelbart syd for slusen, men desværre også med Södertälje Banegård som nærmeste nabo, hvorfra der var en del støj fra ankommende og afgående tog.

Den følgende morgen kl. 08.30 lå vi klar foran slusen som eneste båd og kunne et kvarter senere sejle mod Mälaren. Vi havde ifølge de svenske meteorologer seks timer med svag sydlig vind, før vinden ville tiltage i styrke, og vi skulle forvente at indeblæse den følgende dag. På baggrund af denne vejrprognose valgte vi at sejle til Sigtuna, hvor havnen ligger beskyttet i forhold til den varslede hårde østlige vind, og byen trods sin beskedne størrelse har en hel del spændende seværdigheder at byde på..

Vi havde en fantastisk smuk 38 sømil lang sejlads til Sigtuna i strålende solskin på en næsten spejlblank Mälaren; men vi havde under sejladsens planlægning overset en vejbro med en frihøjde på kun 2,2 m., beliggende umiddelbart efter den smalle passage ved Stäket godt ni sømil syd for Sigtuna. Vi måtte vente en god halv time, før broen blev åbnet og udnyttede ventetiden til at få tanket diesel i en lille nærliggende lystbådehavn. På Mälaren er der desværre langt mellem mulighederne for at tanke diesel, så det er med at benytte sig af lejligheden, når den byder sig.

I ”Gästhamnsguiden 2017” havde vi læst, at Sigtuna Båttklubb også benytter sig af det velkendte danske system med rød og grøn skiltning på pladserne. Da vi ved ankomsten kunne konstatere, at broen med gæstehavnsskiltet lå noget udsat lige indenfor indsejlingen, så vi os derfor om efter en grønmarkeret plads og fandt en sådan længere inde i havnen, hvor vi kunne ligge trygt og godt.

Med ikke mindre end 12 runesten og tre imponerende kirkeruiner, hvis historie kan føres tilbage til den tidlige middelalder, mærkede vi i Sigtuna rigtigt historiens vingesus. Sigtuna regnes da også for Sveriges ældste by, grundlagt af kong Erik Segersäll omkring 970 for at blive svenskernes vigtigste centrum for handel. En position, der indtil da havde tilhørt Birka, beliggende på Björkö i Mälaren. I ca. 995 lod kongens søn Olof Skötkonung, de første svenske mønter præge i byen. Et klart bevis på, at Sigtuna endegyldigt havde overtaget Birkas rolle.

Skt. Pers Kirkeruin, Sigtuna

Arkæologiske undersøgelser i Sigtuna har vist, at den middelalderlige byplan i vid udstrækning er bevaret. Datidens hovedgade bestående af træplanker lå således præcis, hvor nutidens hyggelige forretningsstrøg Stora Gatan ligger i dag, blot tre m. dybere.

Vi havde også planlagt et besøg i Uppsala af flere dages varighed; men beskrivelsen i ”Gästhamnsguiden 2017” af gæstehavnen i byens centrum fik os på andre tanker. Der skulle således hverken være el eller vand på gæstebroen med 20 pladser, og der var heller ikke trods en havneafgift på 150 kr. adgang til toilet-og badefaciliteter på havnen. I stedet for at sejle de 19 sømil fra Sigtuna til Uppsala valgte vi atter at sejle mod vejbroen ved Stäket, der i perioden 1. maj-15. oktober i tidsrummet 09.30-22.30 dagligt åbnes hver halve time.  Brovagten kan kaldes på kanal 14. Efter passagen af vejbroen ved Stäket blev kursen sat mod Stockholm, hvor vi godt en time senere fortøjede ved en af syv gæstepladser i Stockholm Segelsällskaps hjemhavn, beliggende under Västerbron.

Sammenlignet med Wasahamnen (Stockholms største gæstehavn), hvor vi skulle betale 400 kr. i døgnet i havneafgift, var der penge at spare på feriebudgettet ved at fortøje i Västerbrohamnen, idet vi her ”kun” skulle betale 240 kr. i døgnet. I tilgift ligger Västerbrohamnen relativt tæt på centrum. Der er således kun en halv times travetur langs vandet til Stockholms berømte rådhus og yderligere et kvarters gang til Gamla Stan.

Ligesom tusindvis af andre turister gik vi også på opdagelse i Gamla Stan, der oprindelig var omgivet af en bymur. Desværre er der intet tilbage af bymuren; men der er så meget andet at glæde sig over i det gamle middelalderkvarter. Bydelen, hvor husene står tæt skulder ved skulder, gennemskæres af smalle stenbrolagte gader og stræder. Mårten Trotzigs Gränd er den absolut smalleste. Nogle steder kun 90 cm. bred.

Stortorget i Gamla Stan, Stockholm

Stortorget med de smukke gavlhuse og den gamle brønd ligger centralt i bydelen. Stortorget var i 1520 rammen om det ”Stockholmske Blodbad”, da Chr. d. II i et forsøg på at bevare Kalmarunionen lod 83 af Sveriges mest betydningsfulde mænd halshugge p.g.a. påstået kætteri.

Turisterne flokkedes også i stort antal omkring Stockholms Rådhus, hvortil der kun er adgang på guidede rundvisninger. Den imponerende rødstensbygning blev bygget i perioden 1911-23 og er stadig arbejdsplads for byens politikere og embedsmænd, men huser hvert år d.10. december også festlighederne i forbindelse med Nobelprisoverrækkelserne. ”Den Blå Hal” med plads til 1200 spisende gæster danner rammen om festbanketten, og den efterfølgende dans foregår i ”Den Gyldne Sal”, der med over 19 millioner mosaikstifter i bladguld fortæller Sveriges historie.

Den Gyldne Sal i Stockholms Stadshus

Efter rundvisningen på rådhuset var det tid til dagens motion, idet vi også havde købt billetter til rådhustårnet. Der er 365 trappetrin til toppen af det 106 m. høje tårn, og vi fik før adgangen til tårnet at vide, at vi i alt havde 35 minutter til vores disposition, og at opstigningen uden ophold undervejs ville tage ca. ti minutter. Vi nåede toppen af tårnet med de ni klokker, hvoraf den største vejer tre tons, på de anslåede ti minutter og kunne nyde den fantastiske udsigt over Stockholm i et kvarters tid, før vi skulle ned igen.

Stockholm set fra Stadshustårnet

Mens vi var i Stockholm ville vi også besøge vikingebyen Birka på Björkö i Mälaren. Det blev dog ikke i egen båd, men med en udflugtsbåd med afgang fra Centralbron, idet vi havde set, at der var en hel del negativ omtale af øens gæstehavn på internettet. Gæstehavnen skulle bl.a. ligge meget udsat for vinde fra alle andre retninger end øst.

Birka var svenskernes vigtigste handelsplads i perioden ca. 750-1000. Arkæologerne anslår, at indbyggerantallet var på godt 700, da byen var størst. Bag bymuren, der var opført af træ, boede foruden bønder også en række forskellige håndværkere, der producerede til handelsmændene. Arkæologiske fund af bl.a. mønter har vist, at disse handelsfolk havde udstrakte handelsforbindelser med de arabiske lande via floderne.

Den kristne missionær Ansgar kom til Birka i 830, hvor han oprettede en missionsstation, men havde ikke nævneværdig succes med at kristne svenskerne. Kristendommen vandt først indpas i Sverige omkring 200 år senere.

Det blev til tre overnatninger i Stockholm, før vi forlod den svenske hovedstad. Som sidst vi var i Stockholm, havde vi regnet med at sejle ud i Saltsjön via Carl Johan Slussen; men denne var lukket p.g.a. ombygning indtil 31. maj 2021. Vi måtte derfor sejle en mindre omvej og igennem Hammarby Slussen, før vi ude i Saltsjön kunne sætte kurs mod Waxholm.

Waxholm, der har været fæstningsby siden 1544, ligger 14 sømil fra hovedstaden i den mellemste del af Stockholms Skærgård. Havnen med ca. 100 gæstepladser er temmelig urolig at ligge i p.g.a. de mange skærgårdsfærger, der sejler ind og ud af havnen fra tidlig morgen til sen aften. Bortset fra fæstningen - den nuværende er fra 1838 – har byen ikke så meget andet at byde på, hvad seværdigheder angår; men set i forhold til dens størrelse er den særdeles velforsynet med cafeer, pizzeriaer og restauranter, der alle er placeret i umiddelbar nærhed af havnen.

Sejladsen mellem Waxholm og Furusund, beliggende i den nordlige del af Stockholms Skærgård, er på 25 sømil. Det smalle farvand mellem Furusund og den langstrakte ø Yxlan er et meget vigtigt farvand, hvorigennem færgerne fra Finland, Ålandsøerne og de baltiske lande sejler på vej mod Stockholm. De mange krydstogtskibe, der i sommermånederne besøger den svenske hovedstad, skal igennem det samme farvand, så trafikken er undertiden ganske tæt. Vi kunne sidde i Furusunds gæstehavn og følge de store skibe, når de passerede ganske tæt på uden at sætte nævneværdig sø i den helt åbne havn. Det gjorde til gengæld de store motorbåde, der ikke kunne finde ud af at respektere fartbegrænsningen på otte knob i det smalle farvand.

Gæstehavnen i Furusund

Furusund er indbegrebet af fred og ro i naturskønne omgivelser. Umiddelbart ovenfor havnen står byens vartegn, en gammel rødmalet stubmølle, der er i ualmindelig god stand. I klipperne ikke langt fra møllen blev der i 1463 udhugget en kompasrose, en markering af, at Chr. d. I med følge gjorde ophold i Furusund på vej til Rusland.

Kompasrose udhugget i en klippe i Furusund

Der er en 11 sømil lang sejlads mellem Furusund og Gräddö, der ligger i udmundingen af den langstrakte vig, som leder ind til Norrtälje. Gräddö virkede på os som et lille søvnigt skærgårdssamfund, hvor der ikke skete alverden. I modsætning til Furusund er der dog en velassorteret dagligvareforretning i Gräddö trods byens ringe størrelse, så vi fik i det mindste lejlighed til at proviantere. Gräddö vil vi dog nok bedst huske som byen med de utroligt mange nyudsprungne syrenbuske, der stod i alle haver.

Da vi efter en enkelt overnatning forlod Gräddö, sejlede vi nordpå mod Grisslehamn, der var målet for dagens sejlads. En del af den 25 sømil lange sejlads skulle foregå igennem det smalle, men velafmærkede Granösundet og Väddö Kanal, hvor der er en fartbegrænsning på fem knob. Undervejs skulle vi passere to broer, Bagghusbron og Älmstabron med en gennemsejlingshøjde på henholdsvis fem og tre m. Älmstabron, hvor vi p.g.a. den ringe frihøjde måtte vente på broåbning, åbnes i perioden 1. maj-15. oktober hver hele time i tidsrummet 07.00-22.00 (brovagten kan kontaktes på tlf. nr. 017650019). Bagghusbron åbnes en halv time tidligere.

Väddö Kanal

I Grisslehamn fik vi i forbindelse med betalingen af havneafgiften udleveret to fribilletter til Eckerö Linjen, en rigtig spritrute, der sejler mellem Grisslehamn og Käringsund på Ålandsøerne, der jo er toldfrit område. Fribilletterne gælder enten til afgangen kl. 10.00 eller 15.00. Vi tog imod tilbuddet og sparede da også et ikke ubetydeligt beløb i den toldfrie butik ombord, at vi så lod os friste og brugte et nogenlunde tilsvarende beløb på tilbageturen, da vi i færgens restaurant fik en overdådig og velsmagende skærgårdsbuffet, er en ganske anden sag.

Solnedgang over Grisslehamn

Grisslehamn var tidligere en ganske betydningsfuld fiskeriby; men som så mange andre steder er erhvervet også her i tilbagegang. Der ligger dog stadig et antal kuttere i fiskerihavnen, som bl.a. forsyner de to røgerier med daglige leverancer. Hovedparten af byens 600 indbyggere lever dog i dag direkte eller indirekte af de mange turister, der hvert år besøger byen.

Det nuværende Grisslehamn har kun eksisteret siden 1756, da posthuset blev flyttet fra det, der i dag kaldes Gamla Grisslehamn, beliggende længere sydpå ad Väddö-kysten. Bønderne, der roede post og passagerer over til Ålandsøerne, fik med den nye placering af byen kortere vej over havet.

Det ofte farefulde erhverv med befordring af post og passagerer til Ålandsøerne er i de sidste 44 år blevet markeret med en sejlads, hvor der i lige år roes i gamle sejlførende joller fra Eckerö på Ålandsøerne til Grisslehamn og i ulige år den modsatte vej. Sejladsen finder altid sted lørdagen før midsommer, og vi var så heldige at være i Grisslehamn netop denne lørdag. Sammen med adskillige hundrede andre interesserede fulgte vi, da de 40 tilmeldte joller med en besætning på hver fire mand kl. 10.00 forlod Grisslehamn i pragtfuldt vejr, ledsaget af flere fartøjer fra det svenske søredningsselskab. Den hurtigste jolle ville være på Eckerö ca. seks timer senere.

Joller klar til postsejlads i Grisslehamn

Der er 19 sømil mellem Grisslehamn og Öregrund, der med positionen 60 20 40 blev den nordligste havn, vi anløb på dette års sommertogt.

Öregrund er en populær ferieby af beskeden størrelse med et pænt antal restauranter, cafeer og pizzeriaer centreret omkring havnen. Vi skulle dog ikke bevæge os ret langt væk fra havneområdet, før vi gik i relativt smalle gader med mange overvejende rødmalede træhuse. Især området omkring det imponerende klokketårn var interessant.

Öregrund

Vi havde overvejet at blive et par dage i Öregrund; men gæstehavnen ligger udsat i forbindelse med vind fra nord. I vejrmeldingen kl. 21.45 over vhf-radioen hørte vi netop om vind fra nordlig retning og tilmed af kulingstyrke, der ville ramme området omkring Ålands Hav midt på eftermiddagen den følgende dag. Det blev derfor kun til en overnatning i Öregrund, før vi vendte stævnen mod syd og søgte ly i Grisslehamn.

Solnedgang over Öregrund Marina

Det var efterhånden blevet den 20. juni, der var tre dage til svenskernes store fejring af midsommer, og vi havde været undervejs i syv uger. Vi havde sejlet sammenlagt 814 sømil, besøgt Sigtuna nordligst på Mälaren, haft tre dejlige dage i Stockholm med mange store oplevelser og under sejladsen til Öregrund set to havørne på relativt tæt hold for bare at nævne nogle af de sidste 14 dages oplevelser. Vi var så småt begyndt på hjemsejladsen, besøgte for anden gang Grisslehamn, hvor vi lå indeblæst og havde efterhånden indstillet os på, at det heller ikke denne gang skulle lykkes os at sejle til Ålandsøerne i egen båd. Som for ti år siden, var det også i år de noget ustadige vejrforhold med megen vind, der satte en stopper for denne drøm.

Vi lå indeblæst i tre døgn i Grisslehamn, før det efter vores opfattelse blev forsvarligt at sejle videre. Vi benyttede et døgns ophold i blæsevejret til igen at komme til Furusund, ikke p.g.a. havnens faciliteter; men den lå relativt beskyttet i forhold til den varslede friske sydvestlige vind. Når vinden forhåbentlig hurtig igen aftog, ville vi tage på øhop i den mellemste og sydlige del af Stockholms Skærgård.

De svenske meteorologer tog desværre ikke fejl i prognosen, de havde udsendt for midsommer-weekenden, så vi måtte meget mod vores vilje blive i Furusund. Fredag d. 23. juni forløb stille og roligt p.g.a. det kolde og blæsende vejr. Den efterfølgende dag blev havnen i Furusund trods den friske vind og den middelmådige temperatur fra midt på eftermiddagen anløbet af en armada af både med unge mennesker, der i den grad skulle have en fest. Vores nattesøvn blev ødelagt, og tidligt søndag morgen ”flygtede” vi fra Furusund i frisk sydvestlig vind. Tre timer senere fortøjede vi i Bullandö, beliggende sydøstligst på Värmdön i den mellemste del af Stockholms Skærgård, efter en behagelig sejlads på 32 sømil vindforholdene taget i betragtning. Undervejs så vi endnu to havørne, der fløj forbi foran båden i lav højde på 15-20 m. afstand.

At komme fra de usle og utidssvarende toilet-og badefaciliteter og en havneafgift på 350 kr. i Furusund til nye moderne toilet-og badefaciliteter og en havneafgift på 270 kr. i Bullandö var noget af en kontrast.

Bullandö Marina med 1400 pladser heraf 30 gæstepladser ligger i naturskønne omgivelser og er beskyttet mod vind fra alle retninger. Der er ingen seværdigheder i traditionel forstand i nærheden af havnen, alligevel er den trods størrelsen et besøg værd. Havnen er velordnet, og her er alle de faciliteter en gæstesejler kan ønske sig. Havnekontoret er bemandet fra 08.00-20.00, der er tankanlæg, kombineret bådudstyr-og velassorteret dagligvareforretning, stor iscafe og restaurant med et ganske omfattende spisekort.

Vi forlod Bullandö med forvisning om, at vi denne gang havde to sejldage, før vi igen ville indeblæse. Vi skulle med andre ord atter finde en velbeskyttet havn og valget faldt på Nynäshamn, beliggende sydligst i Stockholms Skærgård. Inden vi anløb Nynäshamn, ville vi dog besøge Dalarö, der ligger 18 sømil fra Bullandö. I Dalarö fortøjede vi ved en af de 40 gæstepladser i Askfatshamnen, der ligger på bagsiden af byen ti minutters gang fra centrum.

Dalarö med 2000 indbyggere er en perle af en skærgårdsby, der breder sig op over de stejle klipper fra Jungfrufjärdens bred. Den var tidligere badeby for Stockholms overklasse og har i et vist omfang bevaret det eksklusive præg med bl.a. mange store velholdte træhuse, hvor den tidligere omtalte ”snickarglädje” flere steder har udfoldet sig i fuldt flor. Vi gik i godt et par timer rundt langs havnefronten og i de smalle kuperede gader, der sine steder blev til grusbelagte stier for til sidst at ende i trapper og sluttede traveturen af på ”Lotsberget”, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over skærgården.

Eksempel på "snickarglädje" fra Dalarö

Vi forlod Dalarö tidligt om morgenen for at sejle de godt 22 sømil til Nynäshamn, inden den varslede nordøstlige kuling ville sætte ind. Vi havde en dejlig sejlads til Nynäshamn i svag til let vestlig vind og troede, at meteorologerne for en gangs skyld havde taget fejl; men allerede sidst på eftermiddagen tiltog vinden, og det blæste med kulingstyrke de efterfølgende 48 timer. Det andet døgn ledsaget af store mængder regn.

Vi var bestemt ikke de eneste, der havde søgt ly mod kulingen. Bådene lå tæt sammenpressede på ”læsiden” af de to lange betonflydebroer i gæstehavnen, så det var ikke blot bølgeskvulp og vindens tuden i sejlbådenes rig, men også fendernes knagen mod skibssiderne, der generede vores nattesøvn.

Nynäshamn med ca. 15000 indbyggere er efter vores opfattelse en noget kedelig provinsby, der nok er bedst kendt for færgeforbindelsen til Gotland. Den velordnede lystbådehavn med flere restauranter, ”vandingssteder”, røgeri og butikker langs kajkanten er dog trods størrelsen (300 gæstepladser) og beliggenheden tæt på jernbanen til Stockholm et besøg værd.

Vi forlod Nynäshamn i svag nordvestlig vind og havde besluttet at udnytte de gunstige vindforhold til at tilbagelægge en stor del af distancen til Mem, hvor Götakanalen begynder.

Dragets Kanal

Nogle få sømil syd for Nynäshamn passerede vi igennem Dragets Kanal, et ca. 200 m. langt, 5 m. bredt og to m. dybt sejlløb, beliggende i utroligt smukke omgivelser. Godt et kvarter senere sejlede vi forbi Landsort på den langstrakte ø Öja, hvis fyr siden 1678 har markeret indsejlingen til Stockholms sydlige skærgård. Efter 52 sømil indenskærssejlads fortøjede vi i Arkösund Hamn, som vi også havde besøgt en måned tidligere. I forhold til sidst var det dog i mellemtiden blevet højsæson med trængsel i havnebassinet og momentvise kødannelser i servicebygningen til følge.

Öja

Stendörren undervejs mellem Öja og Oxelösund

Vi anløb Arkösund d. 2. juli og havde været undervejs i præcis to måneder. Vi havde tilbagelagt en samlet distance på 983 sømil og de sidste 14 dage oplevet en periode med usædvanlig megen vind. Når vi endelig kunne sejle, havde udfordringen af hensyn til vores nattesøvn været at finde havne i Stockholms Skærgård, der lå velbeskyttede i forhold til den aktuelle vindretning.

Som i flere andre havne, vi havde besøgt undervejs, havde ”all inclusive” princippet også vundet indpas i Arkösund Hamn. Efter vi havde betalt havneafgiften, i dette tilfælde på 240 kr., havde vi således fri adgang til eksempelvis vand, el, wifi, bad og vaskeri. Vi havde forsøgt at få bund i vasketøjet i både Grisslehamn og Nynäshamn, men ville ikke betale mellem 50 og 75 kr. pr. vask oven i en havneafgift på 300 kr. Vi tog derfor en ekstra overnatning i Arkösund og fik vasket, inden vi begav os ud på den 14 sømil lange sejlads til Stegeborg.

Stegeborg Slotsruin

Stegeborg er indbegrebet af fred og ro i særdeles naturskønne omgivelser, hvor de stejle klipper rejser sig direkte op af fjorden ”Slätbaken”. Kun et stenkast fra gæstehavnen med ca. 35 pladser ligger Stegeborg Slott, eller rettere sagt resterne af det. De nuværende ruiner bl.a. et næsten intakt imponerende rundt tårn stammer fra Johan d. III’s renæssanceslot, der blev opført som erstatning for en fæstning fra 1200-tallet. Fæstningen skulle sammen med en omfattende pælespærring i ”Slätbaken” beskytte indsejlingen til Söderköping, der var en vigtig handelsby i middelalderen.

Solnedgang over "Slätbaken"

Götakanalen blev bygget mellem 1810 og 1832. Den har 58 sluser og er 190 km. lang, hvoraf 87 km. i sin tid blev gravet med håndkraft af totalt 58000 svenske soldater. Götakanalen er åben dagligt i perioden 11. juni-20. august i tidsrummet 09.00-18.00.

Da vi efter en ganske kort sejlads på knap syv sømil kort før kl. 09.00 nåede frem til Mem, håbede vi på, at vi kunne sejle direkte ind i den første sluse. Der lå imidlertid allerede fire sejlbåde og en motorbåd på 45 fod og ventede, og da der umiddelbart efter vores ankomst, tillige anløb tre mindre engelske flådefartøjer, var vi klar over, at vi måtte indstille os på en vis ventetid. Vores tålmodighed blev i den grad udfordret, idet det tog tre timer, før vi blev dirigeret ind i den første sluse og sluset op til Mems gæstehavn. Vi havde på forhånd besluttet, at vi som minimum skulle nå til Söderköping på dag et i Götakanalen. Vi skulle altså passere yderligere to sluser, før vi ville være fremme ved målet. Passagen af den første forløb problemfrit; men ved den anden, beliggende umiddelbart før Söderköpings gæstehavn, måtte vi vente yderligere en time p.g.a. regulering af vandstanden.

Gæstehavnen med 65 pladser ligger fem minutters gang fra Söderköpings gamle bykerne med bl.a. to interessante kirker fra middelalderen, Skt. Laurentii Kyrka og Drothems Kyrka. Især kvarteret omkring Drothems Kyrka med smalle stræder og mange gamle rødmalede små træhuse var spændende. Nutidig arkitektur så vi på selve gæstehavnen, hvor en kornsilo er blevet ombygget til en syv etagers beboelsesejendom.

Drothem, Söderköping 

Lige bag gæstehavnen rejser det 70 m. høje ”Ramunderberget” sig. En stejl sti med 317 trappetrin fører til toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.

”Smultronstället”, et andet af Söderköpings trækplastre, er et absolut ”must” for iselskere. Isrestauranten, den største af sin slags i Sverige, byder på ikke mindre end 60 forskellige isdesserter, den ene mere kunstfærdigt arrangeret end den anden.

Vi havde en enkelt overnatning i Norsholm, før vi nåede frem til Carl Johans slusetrappe i Berg, hvor landkrabber i stort tal strømmer til for at se på op-og nedslusningen og måske håber på at opleve lidt dramatik.

Berg er et knudepunkt på Götakanalen, og der må oftest regnes med en vis ventetid, før slusningen kan påbegyndes. Vi var rimeligt heldige, idet vi kun ventede knap tre kvarter, inden vi via ikke mindre end syv slusekamre blev løftet 18 m. op fra søen Roxen til Bergs øvre gæstehavn.

Aftenstemning ved Bergs Sluser

Vi lå over en dag i Berg primært for at besøge Vreta Klosterkyrka, beliggende ca. et kvarters gang fra gæstehavnen. Vreta Klosterkyrka var oprindeligt en integreret del af Sveriges ældste kendte kloster, grundlagt ca. 1100 af den svenske konge Inge den Ældre og hans dronning Helena. Klosteret eksisterede frem til reformationen i 1527, hvor de cisterciensiske nonner blev forbudt at modtage nye novicer, og i 1533 konverterede Gustav Vasa klosterkirken til en luthersk sognekirke. I dag er der kun nogle restaurerede ruiner tilbage af klosterbygningerne, centreret omkring en gårdhave nord for den helt bevarede kirke, hvor en restaurering i 1914-17 i vid udstrækning genskabte kirkens oprindelige middelalderlige karaktertræk.

Da vi forlod Bergs øvre gæstehavn havde vi fire dobbeltsluser umiddelbart foran os. Strækningen mellem den sidste af dobbeltsluserne, Heda Sluserne og Borensberg kaldes Långkanalen. Navnet kommer af, at Götakanalen på denne ca. ti sømil lange strækning er uden sluser, men til gengæld krydses af ikke mindre end syv broer, der dog alle åbnedes automatisk, da vi nærmede os.

Göta Kanal

I Borensberg skulle vi passere Östgötadelens eneste manuelt betjente sluse, før vi kunne sejle ud på søen Boren og sætte kursen mod Borenshult. Her ventede en slusetrappe bestående af fem slusekamre, der skulle løfte os godt 15 m. op til Motala ved Vättern. Efter knap tre timers ventetid blev vi kl. 16.00 dirigeret ind i første sluse som anden af fire både. Opslusningen tog imidlertid længere tid end beregnet, og umiddelbart før vi sejlede ud af det sidste slusekammer, fik vi af slusevagten besked om, at vi p.g.a. det fremskredne tidspunkt - klokken havde passeret 18.00 – ikke kunne nå til Motala, men måtte noget misfornøjede i stedet fortøje langs ventebroen uden faciliteter lige efter slusen. Næste morgen kl. 09.00 fortsatte vi sammen med de andre ”strandede” både mod Motala. Efter et kvarters venten ved en togbro og yderligere en enkelt opslusning lå gæstehavnen med 65 pladser endelig foran os.

Oven på de totalt 15 opslusninger mellem Berg og Motala trængte vi i den grad til et par ”overliggerdage” i Götakanalens hovedstad, hvor kanalens grundlægger Baltzar von Platen er begravet.

Motala med godt 30000 indbyggere viste sig imidlertid at være en temmelig kedelig by, hvor bybilledet præges af store boligblokke. Ved gæstehavnen ligger der dog nogle gamle rødmalede pakhuse opført i træ, der skaber et vist miljø.

Det var noget af en kontrast at komme fra Motala til Vadstena, beliggende ved Vättern ni sømil syd for Motala. Trods byens beskedne størrelse er der rigtig meget at se på i Vadstena. Byens helt store attraktioner er henholdsvis Vadstena Slott og Vadstena Klosterkyrka.

Vadstena Slott

Byggeriet af Vadstena Slott blev igangsat af Gustav Vasa i 1545 og var oprindeligt tænkt som et stærkt forsvarsværk mod bl.a. danske angreb. Ti år senere besluttedes det at ombygge borgen til et renæssanceslot, der skulle tjene som residens for Gustav Vasas søn Magnus, der var blevet hertug af Östergötland. I 1716 ophørte slottet med at være bolig for kongelige, hvorefter det forfaldt. Et omfattende restaureringsarbejde har dog bragt slottet tilbage til tidligere tiders storhed.

Vadstena Klosterkyrka

Vadstena Klosterkyrka blev bygget efter den Hellige Birgittas anvisninger og indviet i 1430. Den Hellige Birgitta var fra Uppland og blev døbt Birgitta Birgersdotter. Som 13-årig blev hun gift med Ulf Gudmarsson, med hvem hun fik ikke mindre end otte børn. Efter mandens død rejste hun til Rom, hvor hun tilbragte ikke mindre end 21 år, før hun fik pavens tilladelse til at indstifte birgittinerordenen. Birgitta døde i Rom i 1373 og nåede ikke at se det første kloster i Vadstena, der blev oprettet i 1384 i det, der i dag er kendt som ”Bjällboättens Palats”, en kongsgård fra 1200-tallet. Birgittinerordenen er stadig til stede i Vadstena, men nu i to mindre klostre. Den Hellige Birgitta blev i 1999 gjort til skytshelgen for hele Europa. Måske derfor kommer mange katolikker hver sommer til Vadstena på pilgrimsrejse.

Især på turen til Vadstena, men også på den 13 sømil lange sejlads fra Vadstena til Karlsborg skulle vi erfare, at Vättern, Sveriges næststørste sø med dybder ned til 128 m., kan være ganske ubehagelig at besejle i jævn til frisk vestlig vind.

Karlsborg, der ligger, hvor Götakanalen udmunder i Vättern, er nok bedst kendt for den imponerende fæstning. Karlsborg Fästning er resultat af, at svenskerne måtte afstå Finland til russerne i forbindelse med krigen mellem de to lande i 1808-09. Det enorme bygningsværk blev påbegyndt i 1819 og skulle fungere som Sveriges ”reservehovedstad”, hvortil kongefamilien og regeringen, ja selv landets guldreserver skulle bringes i tilfælde af krig. Byggeriet af fæstningen var tiltænkt at skulle vare i ti år; men den stod først endelig færdig i 1909 og var da forældet.

Vi havde været ti dage på Götakanalen og passeret 37 af de 58 sluser, da vi forlod Karlsborg. Vi satte kursen mod Forsvik, hvor kanalens ældste og højeste enkeltsluse ventede os. Slusen i Forsvik er noget speciel, idet den delvist er sprængt ud af klipperne, og slusevæggene er derfor mildt sagt noget ujævne. Der skulle således fendres godt af, før vi efter godt en times ventetid sejlede ind i slusen for at blive opsluset for sidste gang til en højde på 91,8 m. over havets overflade.

Efter veloverstået slusning sejlede vi ud på Dammsjön og videre gennem den velafmærkede Billströmmen, der forbinder Dammsjön med Nässjön. Herfra sejlede vi gennem den sprængte Spetsnäskanal og ud på søen Viken. Fremme i Tåtorp skulle vi igennem Västgötadelens eneste manuelt betjente sluse og fortsatte mod Vassbacken, der var målet for dagens sejlads. Strækningen mellem Tåtorp og Vassbacken kaldes Bergskanalen, fordi den ikke er gravet, men sprængt ud af klipperne. For at minimere sprængningsudgifterne valgte man i sin tid her at mindske bredden på kanalen og i stedet at etablere mødepladser, hvor to større både så kunne passere hinanden.

Slusen i Tåtorp

Strækningen mellem Vassbacken og Töreboda er efter vores opfattelse ren og skær transport, hvor der undervejs ikke er meget at glæde sig over. Det skulle da lige være ”Lina”, Europas efter sigende mindste kabelfærge, der krydser Götakanalen i udkanten af Töreboda. Overfartstiden er 20-25 sekunder.

Vi tog for alvor fat på nedslusningen mod Vänern, da vi forlod gæstehavnen i Töreboda. Uden ventetid sejlede vi som den sidste af fire både ind i den første af to dobbeltsluser ved Hajstorp, og inden vi fik set os omkring, havde vi også passeret trippelslusen ved Riksberg og dobbeltslusen ved Godhögen. Således opmuntrede af den hurtige passage af de ni slusekamre, hvor der ofte må regnes med op til et par timers ventetid, fortsatte vi mod Lyrestad. I Lyrestad er det en jernbanebro, der afhængig af togtrafikken kan resultere i en vis ventetid. Da vi ankom til Lyrestad, stod broen imidlertid åben, så vi overskred kortvarigt hastighedsbegrænsningen på Götakanalen på fem knob og passerede jernbanebroen. Herefter manglede vi kun to dobbeltsluser (Sjötorp 7-8 og 4-5) og en enkeltsluse (Sjötorp 6), før vi midt på eftermiddagen efter i alt 16 nedslusninger kunne fortøje i værftshavnen i Sjötorp. Endnu manglede vi dog tre slusekamre, før samtlige 58 sluser var passeret, og vi kunne sejle ud på Vänern; men de måtte vente til den efterfølgende dag.

Mariestad blev den første by ved Vänern, vi anløb. Gæstehavnen med omkring 50 pladser ligger i den absolut inderste del af havnen kun ca. fem minutters gang fra ”Gamla Stan”. Ifølge en lokal turistbrochure er ”Gamla Stan” en af Sveriges ti bedst bevarede bykerner, og det var da bestemt en dejlig oplevelse at gå rundt i de smalle stenbrolagte gader og se på de mange gamle træhuse fra 1700-og 1800-tallet. Midt i bydelen ligger en imponerende kirke, Mariestads ubetingede vartegn. Kirken, der afgjort også er et besøg værd, blev opført omkring 1600 og var oprindelig en domkirke, men havde dog kun en biskop i ganske få år.

Der er en afstand på 19 sømil mellem Mariestad og Spiken, som vi tilbagelagde den følgende dag i let sydøstlig vind. Spiken, beliggende i Ekens Skærgård nord for Kållandsö, er et relativt lille fiskerleje med en tilhørende gæstehavn med ca. 40 pladser, der i højsæsonen ofte er overfyldt. Her er flere røgerier, dagligvareforretning, cafe, restaurant ”Sjöboden” med et lokkende spisekort og forskellige småbutikker med kunsthåndværk. Alt sammen indpasset diskret i de naturskønne omgivelser.

Den store turistattraktion i området er Läckö Slott, der ligger ca. to km. fra Spiken. Läckö Slotts historie kan føres tilbage til 1298, hvor biskoppen af Skara Brynolf Algotsson byggede et beskedent borganlæg på stedet. Bispeborgen nedbrændte omkring 1470, men blev genopført og udvidet af biskop Brynolf Gerlachsson. I forbindelse med reformationen i 1527 blev Gustav Vasa den første kongelige ejer af Läckö. Slottet, som det fremstår i dag, er fra 1600-tallets anden halvdel og bygget efter baroktidens symmetriske principper. Bygherre var greve Magnus Gabriel de la Gardie, der var en af de rigeste mænd i datidens Sverige og bestred nogle af landets vigtigste embeder.

Läckö Slott

Vi forlod Spiken efter en enkelt overnatning og havde en dejlig sejlads i den tidlige morgensol ud gennem den sine steder meget smalle, men velafmærkede Ekens Skærgård. Da vi passerede Naven Fyr ventede godt to timers sejlads på en relativt rolig Vänern foran os. Vänersborg var målet for dagens sejlads. Fremme i Vänersborg måtte vi kortvarigt afvente, at jernbanebroen blev åbnet, før vi anløb Vänerparkens Marina, beliggende umiddelbart efter jernbanebroen fem-ti minutters gang fra byens centrum.

Vänersborg er en mellemstor provinsby uden de store turistattraktioner, så dagen blev i stedet brugt på praktiske gøremål såsom indkøb, tøjvask og rengøring af båden såvel udvendig som indvendig. Hen på eftermiddagen blev der dog også tid til at sidde på agterdækket og lave ingenting, men blot nyde det gode næsten sommerlige vejr over en flaske vin, som vi syntes, vi havde fortjent ovenpå veludført arbejde.

Göta Älv, der forbinder Vänersborg og Göteborg, er 54 sømil lang. Maksimumshastigheden på elven er ti knob; men der er lokale fartbegrænsninger på fem eller syv knob. Undervejs skulle vi passere seks sluser, så helt færdige med nedslusningen var vi altså ikke.

Fra Vänersborg var der ca. 20 minutters sejlads til den første sluse i Brinkebergskulle. Her havde vi godt 30 minutters ventetid, før vi som anden af tre både kunne sejle ind i det enorme slusekammer, hvor vi fik placeret båden ud for en af stigerne i slusevæggen. En placering, der lettede nedslusningen betydeligt, idet den ene fortøjning ”bare” skulle flyttes mellem trinene, efterhånden som nedslusningen skred frem. Da vi forlod slusen, sejlede vi yderligere i godt 20 minutter, før vi nåede til Trollhättan. Vi måtte dog vente kortvarigt ved en jernbanebro, der ved åbningen blev hævet knap 30 m. til vejrs mellem to tårne, inden vi kunne fortøje i gæstehavnen, beliggende på Spikön i byens centrum.

I Trollhättan afholdes der hvert år i den tredje weekend i juli en stor folkefest, kaldet ”Fallens Dagar”. En af de store begivenheder i forbindelse med ”Fallens Dagar” foregår ved Hojum Elkraftvärket, hvor der seks gange i døgnet bliver lukket 300000 liter vand pr. sekund ud i det gamle elvleje, når sluserne åbnes. Efter en sen frokost stod vi kl. 16.00 klar på Oscarsbron sammen med adskillige hundrede andre mennesker for at opleve de enorme vandmasser falde hele 32 m. Den samme begivenhed kunne i øvrigt opleves kl. 23.00 i projektørlys.

Hojum Elkraftværk - før og efter sluseåbning

Vi skulle passere endnu en bro i Trollhättans centrum for at nå frem til den første af byens fire sluser. Vi lå og cirklede rundt foran broen i knap tre kvarter og kunne ikke forstå, hvorfor broen ikke blev åbnet, da morgentrafikken for længst var overstået. Det viste sig, at det var et større fragtskib, vi ventede på. Da dette nåede frem til broen, blev denne således straks åbnet. Ved første sluse sejlede fragtskibet direkte ind i denne; mens vi fortøjede i den lille gæstehavn med 15 pladser foran slusen og belavede os på flere timers ventetid. Ventetiden blev heldigvis begrænset til 30 minutter, og indenfor ganske kort tid havde vi passeret samtlige fire sluser i Trollhättan og var på vej mod Lille Edet. I Lille Edet var der ingen ventetid ved Sveriges ældste sluse fra 1607, og efter veloverstået nedslusning ventede kun den lidt kedelige transport videre ad Göta Älven mod Göteborg.

Sluse i Trollhättan

Fragtskib i slusen i Trollhättan

Den videre hjemrejse gik via Varberg og efter tre dages ophold på Anholt var vi søndag d. 30. juli tilbage i Grenå. Vi havde været undervejs i knap tre måneders og havde sejlet sammenlagt 1339 sømil.