Vestsvensk skærgård og Oslofjorden
2018
Efter et par dage med frisk nordøstlig vind kom vi d. 31. maj endelig af sted på årets sommertogt, der havde Oslo som endemål. Ifølge vores logbog var vi sidst i Oslo i 2004, så vi så i den grad frem til igen at besøge den norske hovedstad i egen båd og havde afsat juni, juli og første halvdel af august til formålet.
Når udgangspunktet er Grenå, og første mål er Göteborg, har vi tidligere oftest sejlet via Anholt og Varberg. I år valgte vi imidlertid at sejle langs den jyske østkyst. Planen var at sejle til Sæby og via Læsø til Göteborg. Vi nåede nu aldrig til Sæby, men efter en overnatning i Bønnerup til Hou beliggende ca. fire sømil nord for Limfjorden, før turen gik videre til Vesterø på Læsø.
Selv om vi efterhånden har sejlet i knap 30 år, var det vores første besøg i Hou, hvor havnen ligger godt beskyttet bag relativt høje klitter med børnevenlige badestrande på begge sider af den temmeligt smalle indsejling.
En gruppe frivillige pensionister har påtaget sig havnemesterfunktionen i Hou og er stort set dagen lang klar til at hjælpe gæstesejlerne på forskellig vis.
Som et af de efterhånden ganske få steder i Danmark er der hverken betalingsautomat eller dankortterminal på lystbådehavnen i Hou. Med andre ord alle former for betaling foregår kontant. Såvel havneafgiften som eventuelt køb af diesel betales i det nyopførte servicehus, hvor også havnekontoret ligger.
Den 25 sømil lange sejlads mellem Hou og Vesterø foregik i strålende solskin på et spejlblankt Kattegat, hvor vi undervejs så både marsvin og sæler på ganske kort afstand.
Vi har besøgt Læsø adskillige gange og havde derfor kun planlagt en enkelt overnatning i henholdsvis Vesterø og Østerby. Vejrguderne ville det desværre anderledes. Først en frisk vind fra nord efterfulgt af en hård vind fra øst resulterede i tre ekstra overnatninger i Østerby.
De ekstra dage i Østerby bød bl.a. på en dejlig, men også anstrengende cykeltur i vidtstrakte klit-og hedearealer til Danzigmann og Bløden Hale. Især ved Danzigmann når klitterne en højde, der kan måle sig med klitterne ved den jyske vestkyst.
Danzigmann på Læsø
Da havet endelig havde lagt sig, og det dermed blev tid til at forlade Læsø, blev kursen sat mod Tistlarna Fyr sydligst i Göteborgs skærgård. Målet for dagens sejlads var Långedrag beliggende i udkanten af Göteborg, men med sporvognsforbindelse til centrum.
Vi havde en dejlig sejlads over Kattegat og senere op gennem Göteborgs sydlige skærgård mod Långedrag med ubetydelige bølger fra sydøstlig retning. Vi nåede dog aldrig til Långedrag, men udnyttede de gunstige vejrforhold og fortsatte mod Marstrand. Godt middag var vi fremme ved den smalle, men velafmærkede Albrektssund Kanal, der leder ind til Marstrand fra øst, og kort efter fortøjede vi ved en af de relativt nyetablerede bompladser i gæstehavnen.
Albrektssund kanalen med Carlstens Fæstning i baggrunden
Solnedgang ved Marstrand
Det blev derfor kun til en enkelt overnatning i Marstrand. Vi sejlede ud gennem Marstrands nordre løb og satte kurs mod Åstol beliggende knap to sømil nordøst for Marstrand. Ikke for at besøge denne perle af en lille skærgårdsø – det måtte vente til hjemturen – men for at sejle gennem den yderst smalle passage mellem Tjörne Huvud og Tjörne Kalv, der leder ind til Rönnäng. Herfra fortsatte vi mod Klädesholmen og videre indenskærs gennem de smalle, men godt afmærkede Hjärterösund og Bockholmsund til Skärhamn, inden vi igen sejlede ind på havets ”E 6” ved Kyrkesund.
I forhold til Lysekil, der var målet for dagens sejlads, var dette helt åbenlyst en omvej; men vi sejlede gerne de ekstra sømil for at opleve denne smukke indenskærssejlads.
Den i højsæsonen oftest velbesøgte ”Havsbadhamnen” i Lysekil var her godt en uge inde i juni på det nærmeste gabende tom. En lidt underlig oplevelse at ligge næsten alene i en gæstehavn, hvor der ifølge diverse havnelodser er plads til 200 både.
Alt omkring os indikerede, at vi stadig befandt os i lavsæson, og at sæsonen i Lysekil sandsynligvis først for alvor ville blive skudt i gang i forbindelse med fejringen af midsommer. Eksempelvis stod kun en meget begrænset del af servicebygningen til vores disposition, og ved en populær restaurant på kajkanten havde håndværkere travlt med at renovere den store udendørs terrasse til sæsonen.
Også den 29 sømil lange sejlads mellem Lysekil og Fjällbacka foregik i vid udstrækning indenskærs. Undervejs sejlede vi umiddelbart efter passagen af Smögenbron ind i den knap tre sømil lange Sotenkanal, der ca. midtvejs krydses af en svingbro. Til sejlbådsfolkets orientering skal lige nævnes, at gennemsejlingshøjden er beskedne 7,2 m., så der må påregnes en vis ventetid.
Fjällbacka
Der var sket radikale ændringer på lystbådehavnen i Fjällbacka, siden vi sidst besøgte byen i 2004. Antallet af gæstepladser var blevet forøget betragteligt, så der nu var plads til 180 både. Vi fik plads langskibs ved den ene af to flydebroer ved foden af det 76 m. høje ”Vetteberget” tæt ved byens centrum.
”Vetteberget” gennemskæres af en relativt smal kløft, der oprindeligt blev kaldt ”Ramneklovan”. Kong Oscar d. II mente imidlertid, at den skulle hedde ”Kungsklyftan”, og den har heddet sådan siden. Flere scener i filmen ”Ronja Røverdatter” blev for øvrigt indspillet i kløften, hvor fire enorme granitblokke har kilet sig fast øverst oppe mellem kløftens høje vægge.
Ved foden af ”Vetteberget” fører trapper med sammenlagt 236 trin via bunden af kløften, hvor terrænet er ganske uvejsomt, op til toppen. En anstrengende tur, men afgjort al besværet værd. Udsigten er ganske enkelt fantastisk.
Vetteberget (projektørbelyst) i Fjällbacka
I Fjällbacka blev vi udsat for en noget pudsig oplevelse. Vi havde undret os over det store antal japanske turister, der flokkedes på lystbådehavnen og tog et utal af billeder, som japanske turister jo har for vane. På grund af sprogvanskeligheder og forkert aflæsning af tegnsprog stod den ene af to japanske veninder pludselig nede på vores agterdæk, mens den anden fotograferede fra kajen. Da et tilfredsstillende fotografi var i ”kassen”, byttede de plads, og fotoseancen blev afsluttet med begge veninder storsmilende på vores agterdæk og bådens kvindelige besætningsmedlem som fotograf på kajen. Rygtet om, at vi tilsyneladende holdt ”åbent skib” var blevet spredt hurtigt. Kort efter veninderne havde forladt os, var flere japanere således på vej i retning af vores båd. Vi fik hurtigt lukket af ude agter, så de håbefulde japanere måtte noget skuffede i stedet nøjes med at tage opstilling ved vores søgelænder på skift.
I Grebbestad, der ligger seks sømil nord for Fjällbacka, er gæstehavnen med plads til 180 både inddelt i tre zoner: grøn for børnefamilier, rød for ”festaber” og blå for personer, der godt kan feste lidt, men gerne vil have ro om natten.
Vi anløb Grebbestad en mandag, og vi var stadig kun i første halvdel af juni, så vi mente godt, vi kunne fortøje i rød zone ved ”Grebbestadbryggan”, hvor værtshusene og spisestederne lå tæt, uden der ville være risiko for, at vi ville få spoleret vores nattesøvn på grund af fulde højrøstede feriegæster. Det viste sig da også, at kun en enkelt restaurant fandt det ulejligheden værd at holde åbent på en kølig mandag aften, så vi var ganske veludhvilede, da vi tirsdag morgen stod tidligt op for at sejle de 20 sømil til Strömstad.
Undervejs på turen til Strömstad troede vi på et tidspunkt, at vores ekkolod var gået i stykker, da det i en periode på ca. 15 minutter havde stået og blinket og vist den samme havdybde på knap 60 m.
Da vi tilfældigvis kom til at se på vores søkort over Kosterfjorden, opdagede vi årsagen. Vi befandt os i den nordlige del af en ca. seks sømil lang strækning af Kosterfjorden, hvor havdybden svinger mellem knap 200 og 250 m., og vores ekkolod kan ikke tilnærmelsesvis måle havdybder i den størrelsesorden. Da vi nærmede os Strömstad og kom ind på mere almindelige havdybder efter danske forhold, fungerede ekkoloddet da også upåklageligt igen.
Vi fik provianteret i Strömstad, før vi næste dag i gråvejr og næsten vindstille begav os mod Halden i Norge. Vi havde en fantastisk 18 sømil lang sejlads først på Singlefjorden og senere på Ringdalsfjorden, der leder ind til Halden og ved Svinesund krydses af de to broer mellem Sverige og Norge.
Svinesundbroerne
Undervejs havde vi nogle få sømil nordvest for Strömstad på Nordra Langö passeret ”Alaska”. Et ganske usædvanligt haveanlæg bestående af terrasser, tempeltårne, pavilloner og springvand. Bag opførelsen stod ene og alene Hilma Svedahl, der efter en lang årrække som guldgraver og pelsjæger i netop Alaska i 1928 vendte tilbage til Sverige. Hele haveanlæget er lavet af cement og natursten, intet er arkitekttegnet, men heller ikke opført tilfældigt. Alt er skabt for at passe ind i helheden. I 1932 stod ”Alaska” færdigt, og enhver, der besøger stedet, kan ikke være i tvivl om, at det må have krævet en enorm arbejdsindsats af denne bemærkelsesværdige kvinde at skabe dette anlæg.
Da vi kom til Halden, var det 14 dage siden, vi forlod vores hjemhavn i Grenå. Vi havde i hele perioden haft solrigt vejr med temperaturer omkring eller lidt over 25 grader; et lille men havde dog været fire relativt blæsende dage på Læsø. Vi havde som planlagt sejlet så meget indenskærs som overhovedet muligt og havde tilbagelagt en samlet distance på 245 sømil.
Haldens helt store attraktion er Fredriksten Fæstning, der blev bygget i perioden 1661-1701, efter Danmark i forbindelse med freden i Roskilde i 1658 måtte afstå Bohuslän til svenskerne, og Halden dermed var blevet forpost mod Sverige.
Frederiksten Fæstning i Halden
Foruden selve Fredriksten Fæstning består det samlede forsvarskompleks tillige af tre mindre fæstningsværker Gyldenløve, Stortårnet og Overberget.
Den svenske konge Karl d. XII forsøgte både i 1716 og 1718 at indtage Fredriksten Fæstning. Begge gange forgæves, og i 1718 blev det skæbnesvangert for kongen, idet han blev dræbt af en kugle gennem hovedet. Det er i år altså 300 år siden, at denne begivenhed fandt sted – det var præcist d. 11. december 1718, at kongen blev skudt. I den anledning har Halden Historiske Samlinger skabt en ny sti, som vi fulgte fra torvet i Halden op til Karl d. XII’s mindesmærke, der står mellem Fredriksten Fæstning og Gyldenløve.
Tilbage på torvet efter traveturen op til fæstningen fandt vi bag den gamle politistation og distriktsfængslet indgangen til, hvad der skulle vise sig at være Halden Mikrobryggeri. I en 400 år gammel aflang, hvælvet kælder bliver det yderst velsmagende øl brygget i den ene ende og serveret i baren i den anden.
Halden har dog meget andet at tilbyde gæstende både end den imponerende fæstning og det velsmagende håndbryggede øl. Vi gik bl.a. rundt et par timer i den stemningsfyldte bydel, der i dag kaldes ”Sørhalden”; men er det oprindelige Halden med brostensbelagte gader og stræder og en ganske farverig gammel træhusbebyggelse.
To dage med hård vind fra sydvest betød, at vi ligesom på Læsø også blæste inde i Halden. Her lå vi trygt og godt ved en flydebro med bomme i gæstehavnen med plads til 100 både.
Vi anløb Fredrikstad via Østerelva og fortøjede langskibs ved ”Dampskibsbrygga” umiddelbart efter vi havde passeret ”Kråkerøybroa” med en gennemsejlingshøjde på 9,5m. ”Dampskibsbrygga” ligger i byens centrum, og det er absolut det eneste positive, der kan siges om denne gæstekaj. Det viste sig desværre, at der bort set fra el, hverken var adgang til vand eller bad- og toiletfaciliteter, og i tilgift lå vi meget uroligt langs kajen på grund af bl.a. byfærgerne, der sejlede tæt forbi hver 20. minut indtil midt på aftenen. Selv om faciliteterne altså stort set var fraværende, måtte vi betale 250 n. kr. i havneafgift i den opstillede billetautomat.
Det siger vist sig selv, at det kun blev til en enkelt overnatning i Fredrikstad. Tidligt næste morgen passerede vi yderligere to broer i Fredrikstad med en gennemsejlingshøjde på henholdsvis 5,6 og 5,5 m. og fortsatte ad Vesterelva mod Strømtangen Fyr. Herfra blev kursen sat mod Moss og senere Drøbak. En sejlads på 37 sømil.
Vi nåede dog ikke længere end til Son beliggende ca. ti sømil syd for Drøbak. Allerede umiddelbart efter Strømtangen Fyr havde vi registreret det første lynglimt, og himmelen blev gradvist mørkere og mørkere, samtidig med at lynaktiviteten fortsatte, jo længere mod nord vi kom i Oslofjorden. Efter passagen af Mosskanalen syntes vi, at det var for risikabelt at sejle videre og gik i havn i Son.
Vi nåede lige at fortøje i den store veldrevne gæstehavn i Son, før vi fik den første kraftige regnbyge, og regnbygerne fortsatte til et godt stykke ud på eftermiddagen undertiden ledsaget af lyn og torden.
Vi fordrev tiden med læsning i de medbragte romaner, og da uvejret endelig stilnede af, gik vi på ”opdagelse” i byen, der ligger op af fjeldsiderne omkring havnen. Både langs kajen, men også i området omkring det nærliggende torv med den store ”Thornegården” fra anden halvdel af 1600-tallet er der flere restauranter, hvis det skulle knibe med lysten til selv at lave aftensmaden. Ellers består den forholdsvis lille by af trange gader, hvide velholdte træhuse og mange flotte blomsterhaver.
Da vi forlod Son, var det planen at sejle til nærliggende Drøbak; men Oslofjorden var spejlblank, vi benyttede os af lejligheden og fortsatte i stedet til Oslo.
”Herbern Marina” på Aker Brygge er vel nok den norske hovedstads mest kendte gæstehavn, placeret få hundrede meter fra byens berømte rådhus, hvor Nobels fredspris hvert år uddeles d. 10. december. De to gange vi tidligere har besøgt Oslo i egen båd, har vi dog valgt den velbeskyttede og rolige lystbådehavn i Frognerkilen, en hurtig travetur på ca. 20 minutter fra eksempelvis hovedstrøget Karl Johan.
Som beskrevet i vores ti år gamle havnelods kontaktede vi havnekontoret på vhf-kanal 74 umiddelbart før anløb af Frognerkilen, desværre uden resultat. Vi fandt dog havnemesteren på kontoret, og da han hørte om vores forgæves forsøg på at få kontakt via vhf-radioen, svarede han: ”Det er vist nu til dags noget, man kun gør i Nordnorge” Nej, de nye tider havde for længst indfundet sig hos ”Frognerkilen Båtforening av 1860”. Forespørgsel om en gæsteplads sker i dag enten via internettet eller på mobilnr. 93411860.
Operahuset i Oslo
Vi havde fire dejlige dage i Oslo. Temperaturen lå på 15-18 grader, det var gråvejr med enkelte solstrejf, og regnmængden var begrænset til få lette byger. I vores optik ideelt vejr til storbyferie. Vi så på moderne arkitektur på Aker Brygge, oplevede folkelivet på hovedstrøget Karl Johan, så Danmark mod Australien på storskærm overfor byens rådhus (der var jo fodbold vm i Rusland), tog metroen op til Holmenkollen med den imponerende skihopbakke, så det om muligt endnu mere imponerende relativt nye operahus og var på ”Nasjonalgalleriet”, hvor der bl.a. i Edvard Munch salen hang 16 malerier af den verdenskendte kunstmaler. ”Skriget” og ”Madonna”for at nævne et par stykker.
Holmenkollen
Ligesom i Son ligger det oprindelige Drøbak med overvejende mindre hvidmalede træhuse centreret omkring havnen. Byen har dog med tiden spredt sig op over fjeldsiderne og har i dag ca. 16000 indbyggere.
Havnen har for længst mistet sin erhvervsmæssige betydning og er i dag fuldstændig fyldt med lokale fritidssejleres både. Det kan derfor være vanskeligt for gæstesejlere at få en plads i den populære havn i højsæsonen, og det har bystyret taget konsekvensen af. For fem år siden stod en ny moderne gæstehavn med 40 pladser således færdig. Havnen ligger umiddelbart syd for den gamle havn, og der fortøjes enten langskibs eller ved bomme.
Aftenstemning i Oslofjorden ved Drøbak
På Kaholmene på den modsatte side af Drøbaksundet ligger Oscarsborg Fæstning, hvis historie kan dateres tilbage til Chr. d. IV’s tid. Forsvarsværket er dog nok mest kendt for indsatsen under anden verdenskrig. Tidligt om morgenen d. 9. april, da dele af den tyske flåde var på vej mod Oslo, sænkede forsvarsværkets kæmpemæssige kanoner det forreste krigsskib, krydseren ”Blücher.
Oscarsborg Fæstning er i dag uden forsvarsmæssig betydning, og den militære tilstedeværelse ophørte for 16 år siden. To år senere i 2004 blev Kaholmene tilgængelige for offentligheden. Vi sejlede med den lille færge fra ”Sjøtorget” i Drøbak til Oscarsborg Fæstning, men kunne også have valgt selv at sejle derover og benyttet os af gæstehavnen med 30 pladser på vestsiden af Nordre Kaholm.
Undervejs på den 17 sømil lange sejlads mellem Drøbak og Fuglevik sejlede vi for anden gang på dette års sommertogt gennem Mosskanalen. Sejlbådsfolket kan ikke benytte sig af denne mulighed, men må sejle vest om Jeløya, fordi kanalen i den nordlige ende krydses af en bro med en gennemsejlingshøjde på beskedne 4,5 m., og broen kan ikke åbnes.
I Fuglevik er der lige indenfor indsejlingen på bagbords side 11 faste gæstepladser, hvor der fortøjes ved bomme. Skulle disse pladser alle være optaget, så fortvivl endelig ikke. Havnevagten kan fra sidste uge af juni til og med første uge af august kontaktes dagligt på mobilnr. 46836136, hvorefter der anvises en plads andet steds i havnen. Havnen modtager både på op til 34 fod og 3,3 m. i bredden, og havneafgiften er i år 150 n.kr. incl. el og vand. Betalingen lægges i en kuvert, der afleveres ved havnekontoret i en aflåst kasse. Så husk endelig kontanter i små sedler.
Lystbådehavnen ligger i naturskønne omgivelser med en campingplads på den ene side og et sommerhusområde på den anden. Havnen er særdeles velbeskyttet, der er alle faciliteter, en fremragende udsigt over Oslofjorden og først og fremmest en dejlig fred og ro.
Der er 15 sømil mellem Fuglevik og Hankø, som vi tilbagelagde på en god times tid i let nordvestlig vind.
Det er 4. gang, at vi tilbringer en del af vores sommerferie på Oslofjorden, senest i 2009, og hver gang har vi besøgt Hankø primært for at opleve den smukke sejlads på det smalle sund mellem Hankø og fastlandet.
Hankø
Midtvejs på fastlandssiden ligger Hankø Marina, hvor alle pladserne efterhånden er blevet optaget af lokale fritidssejlere. Vi var heldige og fik anvist en ledig plads, der egentlig var markeret som reserveret og fik dermed bl.a. let adgang til en dagligvareforretning og tankning af diesel.
Hvis det skulle vise sig at være umuligt at få en plads i Hankø Marina, findes der et absolut brugbart alternativ lige overfor på øsiden. Her ligger Hankø Seilerkro med omkring 60 pladser overvejende ved bomme. Der er dog ingen indkøbsmuligheder på øsiden, så hvis det er småt med provianten, er der ingen vej uden om en tur med den lille færge, der krydser frem og tilbage over sundet uafbrudt fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Overfartstiden er på ca. fem minutter.
Homlungen Fyr ved Skjærhalden
Skjærhalden ligger på den sydøstlige del af Kirkøy, en af de større af de i alt 833 øer og holme, der udgør Hvalerøerne, og er med sine knap 900 indbyggere hovedby i Hvaler Kommune.
Apropos Hvaler Kommune er det den kommune i Norge, der har flest registrerede både pr. indbygger, og det kunne bestemt mærkes i gæstehavnen i Skjærhalden, hvor der i løbet af dagen var en særdeles livlig trafik af mindre motorbåde, der var på kortvarige ophold eksempelvis for at handle ind, ja i gæstehavnen var der ligefrem et separat afsnit, der var forbeholdt sejlende fra de omkringliggende øer, der havde et eller flere ærinder i byen. Da butikkerne ved havnen først på aftenen lukkede, der ligger bl.a. en stor dagligvareforretning direkte på kajkanten, aftog trafikken mærkbart, og det blev efterhånden helt roligt at ligge i gæstehavnen med 130 pladser, hvor der her sidst i juni forbavsende nok stadig var langt imellem bådene.
Skjærhalden blev den sidste norske by, vi besøgte på dette års sommertogt. Før vi forlod byen og Norge, var vi dog lige omkring tankanlægget. Diesel til både er farvet og nok så væsentligt ikke afgiftsbelagt og derfor meget billigere end i Danmark og især Sverige. I Halden betalte vi eksempelvis 10,25 kr. pr. liter, i Oslo 9,75 kr. pr. liter, i Fuglevik 8,85 kr. pr. liter og i Skjærhalden 10,00 kr. pr. liter. I Hankø var prisen helt nede i 8,25 kr. pr. liter; men her kunne vi desværre ikke tanke, da kortautomaten var midlertidigt ude af funktion. De nævnte priser er i danske kroner. Prisen i vores hjemhavn i Grenå er til sammenligning p.t.11,98 kr. pr. liter.
Den 27. juni havde vi været undervejs i fire uger og sammenlagt sejlet 395 sømil. Vi var tilbage i Sverige, nærmere betegnet Strömstad, efter 14 dage i Norge.
Det fantastiske varme og solrige vejr, vi havde i første halvdel af juni, kunne selvfølgelig ikke fortsætte i en uendelighed; men vi befandt os heldigvis i Oslo, da temperaturen faldt til et mere normalt skandinavisk niveau og havde i vores optik perfekt vejr til storbyferie.
Da vi forlod Oslo umiddelbart før Skt. Hans, vendte det gode sommervejr heldigvis tilbage, og vi havde nogle dejlige sejladser på Oslofjorden, der især omkring Drøbak snævrer ind, og på begge sider er omgivet af stejle fjelde.
I de otte havne, vi besøgte i Norge, varierede havneafgiften fra 150 til 325 n. kr. I et par af havnene i den dyre ende (Fredrikstad og Hankø) var faciliteterne absolut ikke i overensstemmelse med størrelsen på havneafgiften.
Som nævnt var vi tilbage i Strömstad, som vi på dette års sommertogt anløb første gang d. 12. juni. Den gang var der langt imellem de gæstende både i den store lystbådehavn med 240 pladser. Her sidst i juni var situationen imidlertid en ganske anden. Gæstehavnen var godt fyldt op overvejende af nordmænd (fire ud af fem både var norske), der primært var i Strömstad for at feste og handle ind.
Vi lå fortøjet i den indre del af gæstehavnen, hvorfra vi kunne iagttage den norsk-svenske grænsehandel på nærmeste hold, og hvad nordmændene slæbte ombord i deres både af øl, vin og spiritus var absolut ikke i småtingsafdelingen. Jo, ”Systembolaget” i Strömstad havde afgjort kronede dage.
Egentlig havde vi kun planlagt en enkelt overnatning i Strömstad. Det blev desværre til tre på grund af vejrforholdene. ”Desværre”, fordi den sidste nat var natten mellem fredag og lørdag, hvor de fleste af de mange nordmænd havde noget af en fest. En del af de indkøbte drikkevarer blev konsumeret i bådene ledsaget af rimelig høj musik, og da diskotekerne gav los omkring midnat, fortsatte de festen der. Ifølge gæstehavnens regelsæt, skulle der være ro mellem kl. 23.00 og 07.00; men der var ikke noget, der lignede ro, før diskotekerne og de andre vandingssteder lukkede kl. 03.00.
Da vi noget ”klatøjede” stod op lørdag morgen og til vores store tilfredshed kunne konstatere, at vinden i nattens løb var aftaget betydeligt, var vi ikke sene til at få taget vores fortøjninger. Snart var vi ude på Kosterfjorden og satte kurs mod først Resö, siden Grebbestad og Fjällbacka og nåede Hamburgsund efter knap tre timers sejlads.
Hamburgsund
Det er en særdeles god oplevelse at sejle på det smalle ofte tæt trafikerede sund, der på en længere strækning på begge bredder indrammes af en tætliggende, lav, rødmalet træhusbebyggelse, hvor mange af husene står på pæle ud i vandet. Husene har sandsynligvis oprindeligt tjent som redskabsskure for erhvervsfiskere, men fungerer i dag overvejende som fritidshuse dog stadig med et tydeligt fiskerimæssigt præg.
Gæstehavnen ligger på fastlandssiden umiddelbart efter den karakteristiske gule kabelfærges anløbskaj og består af en ca. 75 m. lang flydebro, hvor der fortøjes langskibs. Herfra er der godt 50 m. til byens torv med en stor dagligvareforretning og flere restauranter.
Ved aftenstid lod vi os lokke af et spisested med det noget specielle navn ”Morgondagens Ekologiska Ölkafe”. Navnet dækkede over et meget lille bryggeri, der med en vis stolthed serverede deres egen håndbryggede øl til en særdeles velsmagende pizza.
Der er kun otte sømil mellem Hamburgsund og Hunnebostrand, beliggende umiddelbart nord for Sotenkanalen.
Hunnebostrand med Södre Hoge Berg i baggrunden
Den særdeles velbeskyttede gæstehavn med ca. 225 pladser ligger ved foden af de to 67 m. høje fjelde Nordra og Södra Hoge Berg, så der var altså igen mulighed for at komme lidt til vejrs for at nyde udsigten over skærgården. Fra foden af Nordra Hoge Berg var der opsat små trapper og broer, hvor det var nødvendigt for at lette adgangen til toppen, og små hvidmalede pile på klipperne viste ellers vej. Det tog ca. 15 minutter at nå toppen, og den smukke udsigt, der ventede os, var bestemt anstrengelserne værd.
Udsigt over skærgården ved Hunnebostrand
Hunnebostrands historie hænger uløseligt sammen med brydning af granit, der var det altdominerende erhverv i byen indtil 1950’erne, hvor produktionen blev helt indstillet. I et af de gamle stenbrud tæt på havet fandt vi ”Udden Skulpturpark”, hvor der hver sommer udstilles en række kunstværker. Ingen af os har nævneværdig forstand på kunst; men det var da en spændende oplevelse at se på skulpturer i de noget uvante omgivelser.
Udden Skulpturpark ved Hunnebostrand
På stort set hele den syv sømil lange strækning mellem Hunnebostrand og Kungshamn var der en hastighedsbegrænsning på fem knob. Vi skulle endnu engang igennem Sotenkanalen, derefter ad det velafmærkede løb nord om Husholmen og videre mod Smögenbron via endnu et smalt løb mellem Grindholmen og Stenholmen, før vi nåede Kungshamn.
Vi havde
aldrig tidligere besøgt Kungshamn, og det skulle desværre vise sig, at hverken
byen eller gæstehavnen med ca. 80 pladser havde noget nævneværdigt at byde på.
Vi fik dog provianteret i en nærliggende dagligvareforretning, hentet flydende
forsyninger på ”Systembolaget” og vasket tøj, før vi næste dag begav os
mod Fiskebäckskil, beliggende knap 1,5 sømil sydøst for Lysekil.
Fiskebäckskil er først og fremmest hvidmalede, velholdte træhuse, masser af røde roser, kuperede, smalle, stenbrolagte gader og stræder og en interessant kirke, men så sandelig også rækker af små, rødmalede, gavlvendte træhuse, hvoraf mange står på pæle ud i den smalle vig, der leder ind til gæstehavnen. Ikke ulig miljøet langs bredderne i Hamburgsund.
Fiskebäckskil
Fiskebäckskil
Vi var fremme i Fiskebäckskil relativt tidligt på formiddagen og fik derfor ikke glæde af den udsøgte service, havnen yder anløbende gæstebåde. Senere på dagen kunne vi imidlertid fra vores plads ved den godt fyldte gæstebro iagttage, hvordan ankommende både blev mødt af en lille gummibåd med en havneansat ved rattet og gelejdet hen på en tom plads af passende størrelse.
Der er kun fire sømil mellem Fiskebäckskil og Grundsund, så vores motor nåede knap nok at blive rigtigt varm, inden vi anløb Grundsund, der også ligger på Skaftö.
Grundsund er et gammelt fiskeleje, hvor fiskerierhvervet absolut er i tilbagegang. Byens stolthed trawleren LL158 Sandö, der i sin tid fiskede ved Shetlandsøerne, ligger således som museumsskib ved Östra Kajen. Vestra Kajen er i dag udelukkende gæstehavn for fritidssejlerne, men bestemt ikke særlig brugervenlig. Der fortøjes med stævnen mod granitkajen og fast agterline, og det kan være forbundet med visse problemer at komme i land ved især lavvande, hvis man ikke er udstyret med et par lange ben.
Udsigt fra broen i Grundsund
Selve byen er meget lig bebyggelsen i Fiskebäckskil. Husene ligger dog lidt tættere, og gaderne og stræderne har mere karakter af asfalterede stier, der sine steder ender i trapper.
I forbindelse med anduvningen af Grundsund havde vi opdaget noget, der senere skulle vise sig at være en promenade, der strakte sig hen over klipperne nord for havnen. Promenaden var bygget i træ og bestod af trapper, broer og ”fortove”, og der var af sikkerhedsmæssige hensyn opsat gelænder på begge sider, hvor det krævedes. Vi fandt promenadens udgangspunkt ved røgeriet for enden af Östra Kajen og nød den knap en km. lange travetur langs havet hen over klipperne.
Promenade ved Grundsund
Efter en sejlads på ti sømil i svag sydvestlig vind nåede vi til Mollösund, der regnes for et af Sveriges ældste fiskelejer. Ingen større fiskefartøjer er dog hjemmehørende i Mollösund i dag, hvor turisterhvervet helt har taget over.
Omkring den gamle, velbeskyttede havn med 90 gæstepladser flokkedes bådfolket og andre sommergæster i stort tal. Her er flere restauranter, pizzariaer, dagligvareforretning, bådudstyrsbutik, butikker med mærkevaretøj og hele to tankanlæg indenfor en radius af 100 m.
Skulle det blive for meget med menneskemylderet på havnen, er en tur op på ”Klockeberget” en oplagt mulighed. Fra kirken leder en trappe det første stykke vej mod toppen, som vi nåede i løbet af fem-ti minutter. Heldigvis var det en solrig dag med særdeles god sigt, så vi kunne uden problemer se de 21,5 km. til Carlstens Fæstning i Marstrand, de 19,5 km. til Pater Noster Fyr, de 8,7 km. til Måseskär Fyr og de 7,8 km. til populære Käringö, som vi besøgte i 2014.
Umiddelbart efter Kyrkesund forlod vi havets ”E 6” for at besøge Skärhamn, der ligger seks sømil fra Mollösund.
I Skärhamn viste det sig, at en meget stor del af gæstehavnens 120 pladser var reserveret, da der for 12. gang i træk skulle være træbådsfestival, denne gang i week-enden d. 6.-8. juli. Vi var heldige at få en plads yderst ved en flydebro med godt udsyn til de reserverede pladser. Her sad vi det meste af eftermiddagen og så på, at træbådene ankom til træffet, og efter aftensmaden var det tid til at tage træbådene i nærmere øjesyn.
Træbådsfestival i Skärhamn
Der var en mangfoldighed af bådtyper repræsenteret og fælles for dem alle var, at de var i særdeles god stand, selv om adskillige var både 50 og 60 år gamle. I mange af bådene var ordet ”komfort” en by i Rusland. Vand blev hentet i dunke og flasker, drikkevarer hang til afkøling i vandet i en plastikpose ud over skibssiden, belysningen, hvis nogen overhovedet, bestod af petroleumslamper, og ejerne af de små sejlførende joller sov direkte på dørken med et lille, faconsyet telt over sig.
Dampdrevet båd ved træbådsfestivalen i Skärhamn
Deltagerantallet havde åbenbart overgået arrangørernes vildeste forventninger. Ved 20-tiden blev der således ved hjælp af to mindre fartøjer udlagt yderligere 30-40 m. flydebro, så der også blev plads til de senest ankomne træbåde bl.a. en ca. 23 fod dampdrevet træbåd, der selvfølgelig vakte behørig opsigt. Jo, så sandelig en begivenhedsrig dag i Skärhamn, hvor der virkelig var noget at se på.
For os er det utænkeligt ikke at besøge Åstol, når vi er i den vestsvenske skærgård om sommeren i vores egen båd.
Åstol ligger knap to sømil nordøst for Marstrand og er en perle af en bilfri skærgårdsø. Havnen er en naturlig smal vig med officielt 50 gæstepladser, og den er ofte overfyldt i højsæsonen. Yderst i havnen ligger øens eneste restaurant ”Åstols Rökeri”, hvor der mange aftener i løbet af juli er levende musik.
Et flyfoto af Åstol i den lokale turistbrochure viser en ø på under ½ kvadratkilometer, der er fyldt med huse. De tætliggende, overvejende hvidmalede træhuse er næsten alle øst-vestvendte, og de yderste er stort set placeret på klippekanten mod havet. Smalle, kuperede veje eller måske snarere stier fører rundt i bebyggelsen.
Sejladsen mellem Åstol og Rörö via Marstrand og Albrektssund Kanal er på 11 sømil, som vi tilbagelagde i svag vestlig vind.
Rörö er den nordligste af de ti øer i Göteborgs nordlige skærgård, der udgør Öckerö Kommune med et indbyggertal på ca. 12500. Arealmæssigt er Rörö en af de større øer i kommunen, men med 272 fastboende relativt tyndt befolket. Langt den største del af øen henligger som naturreservat, hvor der findes flere naturtyper eksempelvis små badevige med sandstrand, hedearealer med lyng, enebær-og brombærbuske, små indsøer med åkander, rullestenssletter yderst mod vest, skov, overdrev og istidsslebne, runde klippeformationer med særprægede mønstre.
Naturreservatet på Rörö
Trods en temperatur på over 25 grader travede vi rundt i et par timer i naturreservatet, der sine steder er ganske ufremkommeligt. Vi holdt os imidlertid, som anbefalet, til de velafmærkede, anlagte stier og blev derfor ikke udsat for de store fysiske udfordringer. En enkelt gang undervejs forlod vi dog stierne for yderst mod vest at komme lidt til vejrs og nyde en storslået udsigt over havet.
De ti øer ligger næsten som perler på en snor, og afstandene imellem dem er ganske kort. Fra Rörö i nord til Fotö i syd er der således kun ni sømil. Godt midtvejs ligger Björkö, hvor der stadig er et mindre antal hjemmehørende trawlere og sågar et virksomt isværk.
Gæstebroerne ligger i den nordlige del af havnen, og i tilknytning hertil ligger restaurant ”Seaside” med bl.a. udeservering på en terrasse, der ligger direkte ud til det tæt trafikerede sund mellem Björkö og Hälsö.
Heller ikke på Björkö forsømte vi muligheden for at komme til vejrs på klipperne, der her forekom noget højere end på Rörö. Umiddelbart efter havnens tankanlæg viste et skilt til udsigtspunktet. Stien derop var temmelig stejl, og fik bestemt pulsen i vejret; men det var afgjort anstrengelserne værd. På toppen ventede belønningen i form af en bænk og en smuk udsigt til samtlige ti øer i Öckerö Kommune.
Egentlig havde vi planlagt at besøge flere af øerne i såvel Göteborgs nordlige som sydlige skærgård; men alle vejrtjenester var enige om, at der onsdag d. 11. juli ville være ideelle forhold til at krydse den nordlige del af Kattegat.
Tidligt om morgenen sejlede vi ned langs med Hälsö, Öckerö og Hönö Klåva og havde 45 sømil foran os på et spejlblankt Kattegat, før vi ville anløbe Sæby. Det næsten vindstille vejr ville i følge prognoserne fortsætte endnu et par dage, så det blev kun til en enkelt overnatning i Sæby, før vi sejlede videre til Øster Hurup. Fredag d. 13. juli var vi tilbage ved udgangspunktet i Grenå, en måned før i forhold til vores oprindelige planlægning, men vi havde set alt det vi gerne ville se på årets sommertogt. Vi havde i den grad haft vejret på vores side, og det var blevet til en sejlads på sammenlagt 609 sømil.