Sommerferiesejlads til Verdens Ende

2009

Torsdag d. 2. juli var sidste arbejdsdag før sommerferien. Foran os ventede en måneds sejlads i bl.a. den vestsvenske skærgård og Oslofjorden. Især den vestsvenske skærgård er for os efter adskillige tidligere besøg rimeligt velkendt farvand med anløb gennem årene i populære havne såsom Marstrand, Gullholmen, Lysekil, Smögen, Fjällbacka, Grebbestad og Strömstad. I år ville vi derfor i et vist omfang søge nye oplevelser i andre af de utallige, men knap så velkendte havne, der ligger som perler på en snor langs kysten fra Varberg til den norske grænse.

Efter en sejlads fredag d. 3. juli på knap 100 sømil fra vores hjemhavn Egå Marina på et spejlblankt og solbeskinnet Kattegat lagde vi ud med at anløbe Getterön Småbåtshamn, en gammel kending beliggende umiddelbart vest for Varberg i naturskønne omgivelser og med en børnevenlig badestrand i nærheden.

Lørdag var vejret også fantastisk. Solen skinnede fra en skyfri himmel allerede fra morgenstunden, og vinden var vekslende under fire m. pr. sek. Efter en sejlads på godt fem timer blev det til et gensyn med Åstol, der for os er et ”must”, når sommerferiesejladsen foregår i bl.a. den vestsvenske skærgård.

Åstol er en perle af en skærgårdsø på under ½ kvadratkilometer, beliggende et par sømil nord for Marstrand. Øens størrelse taget i betragtning siger det sig selv, at de ca. 300 fastboende indbyggere bor meget tæt. Øen er bilfri, og meget smalle gader fører fra den velbeskyttede havn op til og rundt i bebyggelsen, der overvejende består af hvide øst-vestvendte huse.

Siden vi sidst besøgte Åstol, er der i havnens nordlige del blevet udlagt et betydeligt antal bøjer, så man nu fortøjer med stævnen mod broen. Ved den sydlige kaj fortøjes der fortsat langskibs med risiko for at få en fem-seks både udenpå i løbet af eftermiddagen.

Vi forlod Åstol søndag morgen og satte kurs mod de to røde sideafmærkninger, der markerer den yderst smalle indsejling til Rönnäng mellem Tjörne Huvud og Tjörne Kalv. Herfra fortsatte vi mod Klädesholmen og videre indenskærs gennem de smalle, men godt afmærkede Hjärterösund og Bockholmsund til Skärhamn, inden vi igen sejlede ind på ”E6” ved Kyrkesund. Vi passerede Mollösund, Gullholmen, Lysekil og Kungshamn inden vi sidst på formiddagen sejlede gennem Sotenkanalen, der er knap tre sømil lang og krydses midtvejs af en svingbro. Til sejlbådsfolkets orientering skal lige nævnes, at gennemsejlingshøjden er beskedne 7,2 m., så der må påregnes en vis ventetid.

Tanumstrand, beliggende knap en sømil syd for Grebbestad, blev den første ”nye” havn vi besøgte på dette års sommerferiesejlads efter at have tilbagelagt en distance på 55 sømil fra Åstol. Havnen ligger i tilknytning til et relativt stort feriecenter og har ca. 200 gæstepladser. Der fortøjes enten langskibs eller med stævnen mod broen og faste liner, der trækkes fra broen ud agter, hvor de fastgøres.

Et besøg i Tanumstrand vil givetvis være attraktivt, hvis der er børn ombord, der måske trænger til en smule adspredelse i sejlerlivet, idet der eksempelvis er legeplads, minigolfbane, samt inden- og udendørs swimmingpool ved feriecenteret.

Har man cykler med ombord, og er man arkæologisk interesseret, kan det varmt anbefales at besøge Vitlyckemuseet, der er centrum for de hundredevis af helleristninger fra bronzealderen, der findes i området.

Efter tre dage med nærmest sydeuropæisk sommervejr blev det mandag mere normale skandinaviske tilstande med en dagstemperatur på omkring 20 grader. Vinden var fortsat svag østlig, og efter en dejlig sejlads på 27 sømil øst om Kosterøerne anløb vi Herføl, en af de større af de i alt 833 øer og holme, der udgør Hvalerøerne.

Havnen på Herføl er ikke særlig stor, men har stort set alle de faciliteter, en gæstesejler kan ønske sig. På nordsiden af havnen er der udlagt en 60 m. lang flydebro med y-bomme, hvor der er plads til ca. 15 gæstende både.

Vi har aldrig før været på Hvalerøerne og blev meget overrasket over det betydelige antal af både i alle størrelser, der konstant sejlede ind og ud af havnen og selvfølgelig skabte en del uro i denne. Vi fandt svaret i den lokale turistbrochure, hvor vi kunne læse, at Hvalerøerne er den kommune i Norge, der har flest registrerede både pr. indbygger.

To af de største gravrøser fra bronzealderen på Hvalerøerne findes på Herføl. Herfølsåta Røset med en diameter på ca. 25 m. på den nordlige og Langrøset med en længde på 100 m. på den sydlige del af øen. Er man ved Langrøset så fortsæt endelig ad den smalle skovsti til det store sømærke på Linneklippen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Hvalerskærgården.

Motoren nåede knap at blive varm, da vi tirsdag formiddag sejlede de knap to sømil til Skjærhalden på naboøen Kirkøy. Der er 130 pladser i gæstehavnen, hvor der fortøjes enten langskibs eller ved y-bomme. Fra havnen er der ganske kort afstand til restauranter og forretninger, bl.a. ligger en stor dagligvareforretning direkte på kajkanten.

Skjærhalden, der er hovedby på Hvalerøerne, har bortset fra Hvaler Kirke, sandsynligvis en af de ældste stenkirker i Norge, ikke de store turistattraktioner; men byen summer af liv i sommersæsonen, hvor indbyggertallet på 700 mangedobles.

I kraftigt bygevejr sejlede vi onsdag op gennem det velafmærkede farvand mellem Kirkøy og Asmaløy med kurs mod Fredrikstad. Umiddelbart efter Belgen Fyr drejede vi hårdt til bagbord og sejlede ned gennem det smalle Kjøkøysund og videre ud gennem løbet syd om Arisholmen og Stangeskjær med kurs mod Strømtangen.

Vi har været i Oslofjorden to gange tidligere og bortset fra Åsgårdstrand udelukkende besøgt havne i Østfold såsom Moss, Son og Drøbak før anløbet af Oslo.

Vi ville i år derfor især besøge vestsiden af Oslofjorden, og Horten blev første havn, vi anløb efter en sejlads på 30 sømil. Byen har en velbeskyttet og centralt placeret gæstehavn med 100 pladser, hvor der fortøjes enten langskibs eller ved hækbøjer med stævnen mod broen. En fiskerestaurant og et pizzaria ligger direkte på kajkanten sammen med byens turistkontor, og et relativt stort indkøbscenter med mange specialbutikker og en stor dagligvareforretning ligger 100 m. borte på den anden side af vejen.

Gæstehavnen er så absolut et besøg værd; men Horten er efter vores opfattelse en noget kedelig provinsby uden de store seværdigheder. Er man flådehistorisk interesseret, kan Karljohansvern dog anbefales.

Der er kun 8,5 sømil mellem Horten og Holmestrand. Iflg. tredje og dermed nyeste udgave (2008) af ”Havneguiden 1” dækkende Svinesund–Langesund skulle der i Holmestrand være en 150 m. lang gæstebro, som vi ved ankomst desværre kunne konstatere ikke fungerede som sådan, men var fyldt op med eller reserveret til lokale både. Der var dog mange ledige pladser i havnen; men disse var udlejede og måtte ikke benyttes af gæstesejlere. Vi fortsatte derfor til Holmsbu, beliggende på Hurumlandet yderst på østsiden af Drammenfjorden 5,5 sømil fra Holmestrand.

Holmsbu ligger noget væk fra alfarvej, hvilket bestemt også kunne aflæses på antallet af både ved de to gæstebroer med i alt ca. 75 pladser. Det er egentlig synd, at der ikke er flere gæstesejlere, der finder vej til Holmsbu, der med den smukke natur, flotte udsigter over Drammenfjorden og de mange hvide træhuse på fjeldsiderne i vores øjne er noget af en perle. I tilgift er der også meget at se på i Holmsbu, hvis man er kunstinteresseret.

Fredag d. 10. juli havde vi været undervejs i en uge. De følgende dage ville vi sejle sydover langs Oslofjordens vestkyst. Vi ville gerne have besøgt Åsgårdstrand igen; men der var vm-kapsejlads, så vi fortsatte mod Tønsberg. Efter to timers sejlads i let nordvestlig vind anløb vi Tønsberg fra øst og måtte derfor under to broer: kanalbroen (gennemsejlingshøjde på tre m.) og gangbroen (gennemsejlingshøjde på 5,1 m.), der forbinder Tønsberg med Nøtterøy. Begge broer åbnes i perioden 15. april-15. september på følgende tidspunkter: 09.05, 12.05, 14.05, 18.05 og 20.05.

Gæstehavnen i Tønsberg, der ligger umiddelbart efter gangbroen, er todelt. Hovedhavnen med plads til ca. 125 både hovedsageligt ved y-bomme og nyindviet servicebygning med kiosk og bade-og toiletfaciliteter ligger under Slottsfjellet. Den anden del af gæstehavnen består af en ca. 300 m. lang kaj, hvor restauranter og værtshuse ligger tæt. Vil man ikke have nattesøvnen forstyrret så fortøj endelig i den del, der ligger under Slottsfjellet og gerne på den indvendige side af den yderste flydebro, der virker som værn mod den tætte trafik i Tønsbergfjorden.

Tønsberg, der er Norges ældste by med en historie tilbage til vikingetiden, fremstår i dag som en moderne provinsby med en hyggelig bymidte. Fra Slottsfjellet er der en fantastisk udsigt over byen. Det 63 m. høje fjeld rummer også rester - bl.a. dele af ringmuren - af fæstningen Tunsberghus, som middelalderkongen Håkon Håkonsson lod opføre i 1200-tallet.

Målet for lørdagens sejlads var gæstehavnen ved ”Verdens Ende” på Tjømes sydspids, en distance fra Tønsberg på 18 sømil. Efter nogle få sømils sejlads på Tønsbergfjorden drejede vi hårdt til bagbord for at sejle nord om Tjøme gennem det velafmærkede Vrengensund. Turen gik herefter igen sydover gennem det sine steder meget trange, men ligeledes godt afmærkede farvand mellem Tjøme og øerne Brøtsø og Vasser. Vores dieselbeholdning var efterhånden noget begrænset; men i Ormelet på Tjømesiden af Røssesundet var der heldigvis mulighed for igen at få fyldt tanken op.

”Verdens Ende”- en virkelig perle – ligger som sagt på sydspidsen af Tjøme og er nok mest kendt for det dekorative vippefyr, der er bygget af rullesten fra Tjømes strande. Vippefyret er en rekonstruktion fra 1932. Gæstehavnen er delvis en naturhavn, hvor en anlagt kraftig mole giver læ for sydlige vinde fra Skagerrak. Der er mulighed for at fortøje langskibs to steder inden for molen; men der fortøjes hovedsageligt med hækanker og stævnen mod denne.

Vores ophold i gæstehavnen blev desværre meget mod vores vilje af ganske kort varighed, idet en frisk nordøstlig vind stod lige ind i havnen og forårsagede, at vores hækanker ikke kunne holde båden fri af den ikke særlig gæstfrie ujævne granitkaj. Bådene lå allerede i lag de to steder, der kunne fortøjes langskibs, så da vi trak ankeret op for at undgå skader på båden, måtte vi noget skuffede sejle ca. tre sømil tilbage gennem Røssesundet til Havna, hvor vi kunne ligge trygt ved y-bomme i den 120 pladser store gæstehavn. Fra Havna var der heldigvis busforbindelse til ”Verdens Ende”, så vi tog tilbage for bl.a. at opleve den fantastiske udsigt fra de mange flotte runde holme og skær ud over Skagerrak til bl.a. Færder Fyr.

Efter seks dage med meget lidt sol og mange undertiden kraftige regnbyger stod vi søndag morgen op til en næsten skyfri himmel. I hele perioden havde vinden bortset fra lørdag været svag til let, og søndag var ingen undtagelse. Det var efterhånden småt med provianten ombord. I den førnævnte norske havneguide kunne vi dog læse, at der i Kjøpmanskjær i bunden af Vrengensundet godt fem sømil fra Havna lå et supermarked direkte på kajkanten under 100 m. fra havnens fem gæstepladser. På lang afstand kunne vi se, at det omtalte supermarked havde sommeråbent fra 9-23. Med undtagelse af søndag skulle det desværre vise sig.

Faciliteterne for gæstesejlere i Kjøpmanskjær er bestemt ikke noget at skrive hjem om – ja faktisk fik vi det indtryk, at man helst ville undgå gæstende både. I det gode vejr sejlede vi derfor videre til Fjærholmen, beliggende på østsiden af Nøtterøy knap otte sømil fra Kjøpmanskjær.

Heller ikke i Fjærholmen er der mulighed for indkøb af dagligvarer. Brød og mælk kan dog købes i kiosken på den nærliggende campingplads.

Gæstesejlere kan fortøje langskibs på ydersiden af henholdsvis den vestlige og østlige flydebro. Havnen er relativt ubeskyttet og derfor urolig at ligge i p.g.a. den livlige trafik i Ekenessundet. Fjærholmen ejes og drives af Tønsberg Seilforening, der har klubhus på stedet. Klubhusets toilet-og badefaciliteter kan benyttes i tidsrummet 20.00-23.00, eller når klubhuset ellers er åbent. Et par toiletter af den mere ydmyge slags på bagsiden af nabobygningen er dog døgnåbne.

Mandag formiddag sejlede vi i let sydøstlig vind over Oslofjorden med kurs mod sydspidsen af øen Rauer. Vi ville besøge Hankøsund ligesom de to gange tidligere, vi har været på sommerferiesejlads på Oslofjorden. Vi vidste på forhånd, at vi ville komme til at ligge noget uroligt p.g.a. de mange både, der passerer forbi, da vi fortøjede langskibs på ydersiden af flydebroen i den populære Hankø Marina med bl.a. restaurant, let adgang til indkøb af dagligvarer og mulighed for at tanke såvel diesel som benzin. Antallet af gæstepladser er begrænset og markeres som i Danmark med grønne skilte. Er det umuligt at finde en gæsteplads i Hankø Marina er Hankø Seilerkros gæstehavn med y- bomme på den modsatte side af sundet et brugbart alternativ. Der er også rige muligheder for at ligge for svaj i Hankøsund, hvor de relativt høje træbevoksede fjelde giver fuldstændig læ for vinden fra alle retninger.

Som nævnt fornemmer man ikke vindens styrke, når man ligger i Hankøsund. Vi havde planlagt at sejle til Halden tirsdag og forlod Hankø Marina tidligt om morgenen. Vel ude af Hankøsund kunne vi til vores overraskelse konstatere, at det blæste ca. ti m. pr. sek. fra sydvestlig retning, og de store søer fik os til at glemme alt om Halden. Vi returnerede til Hankø Marina, hvor en hjælpsom norsk sejler stod klar til at modtage os på vores ”gamle” plads.

Vi droppede Halden og sejlede onsdag i stedet til Strömstad, en sejlads på 27 sømil.

I Norge er dieselolien til både farvet og afgiftsfri. Vi betalte omregnet til danske penge fra 6,60-7,15 kr. pr. liter. Tanken blev naturligvis fyldt op, inden vi forlod Hankø Marina, der altså blev den sidste norske havn og i øvrigt også klart den dyreste (275,- n. kr. inkl. el), vi besøgte i år. Prisniveauet for en overnatning inkl. el i de øvrige norske havne, vi besøgte, lå på alt fra 150-200 n. kr.

Strömstad er et meget stort antal nordmænds foretrukne ferieby. Ni ud af ti både førte således norsk flag i den centralt beliggende Södra Hamn med 240 gæstepladser, hvor vi fik plads ved en af flydebroerne midt på formiddagen. Restauranter, værtshuse og spillesteder ligger tæt langs kajkanten, og flere af disse lukker først ud på de små timer. Der er med andre ord en vis risiko for at få nattesøvnen forstyrret, hvis der fortøjes i Södra Hamn.

Vi har som nævnt været i Strömstad tidligere, så byen og dens mange turister var ikke ny for os. En koncert i kirken var årsagen til, at vi i år anløb byen. Janne Schaffer, Björn J:son Lindh og Stefan Blomqvist turnerer hvert år i det svenske sommerland, og en koncert med netop disse tre fremragende musikere har i flere år stået højt på ønskelisten i forbindelse med vores sommerferiesejladser i Sverige. I Strömstad lykkedes det endeligt.

En koncertoplevelse rigere sejlede vi fredag d. 17. juli fra Strömstad i let sydvestlig vind. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, så vi havde en dejlig sejlads på 36 sømil til Hunnebostrand, beliggende umiddelbart nord for Sotenkanalen.

Vi har ikke tidligere besøgt Hunnebostrand, der har en velbeskyttet og særdeles velbesøgt gæstehavn med 225 pladser, hvor der fortøjes med stævnen mod kajen enten ved hækbøjer eller med anker.

Landskabet omkring byen domineres af de to 67 m. høje fjelde Nordre Hoge Berg og Södra Hoge Berg. Vi forsømmer aldrig muligheden for at komme lidt til vejrs for at nyde udsigten over skærgården og begav os derfor ret hurtigt efter, at ankeret var lagt ud og fortøjningerne sat, til foden af Nordre Hoge Berg. Herfra var der opsat små trapper og broer, hvor det var nødvendigt, for at lette adgangen til toppen, og små malede pile på klipperne viste ellers vej. Det tog ca. 20 min. at nå toppen, og udsigten var bestemt anstrengelserne værd.

Fra gæstehavnen fører en kort bro over til S:t Görans Ö, hvor der er gode bademuligheder. Er vejret til det, er det også oplagt at tage bådgrillen med over på den lille ø, der har et utal af grillpladser på de runde klipper.

Hovederhvervet i Hunnebostrand var tidligere brydning af granit. Produktionen blev dog helt indstillet i 1950-erne, og Hunnebostrand har siden da udviklet sig til en af de populære turistbyer på vestkysten, med hvad dertil hører af restauranter, modebutikker o. lign. Byen er dog et langt mere roligt sted end eksempelvis Strömstad. Hunnebostrands ikke alt for fjerne fortid kan opleves på stenhuggermuseet, der blev indviet i 1993. Besøges stenhuggermuseet så læg endelig også vejen forbi Hunnebo Klyfta, hvor en tonstung granitblok har kilet sig fast mellem de lodrette fjeldsider.

P.g.a. vedvarende regn og et kulingvarsel for Kattegat og Skagerrak var der ikke mange både, der forlod Hunnebostrand i løbet af lørdagen. Nyankomne måtte derfor cirkle rundt i havnebassinet i op til en time, før det lykkedes at finde en ledig plads. Flere valgte ligefrem at sejle igen.

Vinden faldt betydeligt i løbet af natten, så søndag blev store skiftedag. Vi havde planlagt at besøge det gamle fiskerleje Grundsund, beliggende på den sydvestlige del af Skaftö, men sejlede i stedet til Lysekil, fordi det fremgik af vejrmeldingen, at vi ville blæse inde igen mandag og måske også tirsdag.

I Lysekil Norra Hamn er man i gang med at etablere en ny marina med bl.a. 50 gæstepladser. Selve havneanlæget, bestående af flydebroer med y-bomme og en 360 m. lang promenadebro, er færdigt; men endnu mangler servicebygningen med bl.a. bade-og toiletfaciliteter, som vil stå klar i 2010-sæsonen. På sigt er det også tanken, at der skal etableres spisesteder ved Norra Hamn. Der er med andre ord ved at blive skabt et godt alternativ til den populære og centralt placerede ”Havsbadet”, hvor støjniveauet undertiden kan være højt. I sammenligning med ”Havsbadet” ligger Norra Hamn måske en smule afsides; men det tager ikke mere end ca. ti min. at gå til Lysekils centrum.

Vi har været i Lysekil flere gange, men ikke tidligere gået tur i naturreservatet Stångehuvud, der ligger nogle få minutters gang fra ”Havsbadet”. Man kan takke Calla Curman for, at det særprægede kystlandskab med de afrundede rødlige klipper eksisterer i dag, idet hun i ca. 1910 opkøbte området med det formål at sikre det mod yderligere granitbrydning. Vi gik rundt derude længst mod vest i Lysekil et par timer ad stierne hen over klipperne, hvor påmalede pile viste vej, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.

Som varslet og frygtet blæste det mandag og tirsdag 10-15 m. pr. sek. fra sydvest. Vi blæste med andre ord inde i Lysekil, og det samme gjorde ca. 200 andre både. Gæstehavnen var totalt fyldt op, men blev hurtigt næsten tømt igen onsdag morgen, da vinden var aftaget til svag til let stadig fra sydvestlig retning. Antallet af både på vandet var enormt på næsten hele den 24 sømil lange strækning mellem Lysekil og Klädesholmen, så det var ikke kun i Lysekil, det havde været store skiftedag.

Vi har ikke tidligere besøgt Klädesholmen, der ligger et par sømil nordvest for Åstol. Da vi anløb øen sidst på formiddagen, var der god plads i den 35 pladser store velbeskyttede gæstehavn, hvor der fortøjes enten ved y-bomme eller med faste agterliner; men i løbet af de efterfølgende par timer blev den fyldt helt op.

For os var Klädesholmen lidt af en skuffelse. Øen er størrelsen til trods ikke bilfri og præges i et vist omfang af flere fiskekonservesvirksomheder, der givetvis beskæftiger et stort antal af de 450 fastboende indbyggere.

Det var en deprimerende femdøgnsprognose for farvandene, vi onsdag modtog fra DMI. Fredag, lørdag og søndag skulle det igen komme til at blæse 10-15 m. pr. sek. fra vestlige retninger, inden vinden atter ville aftage og mandag blive svag til let. Vi ville altså have torsdagen at sejle i, inden vi igen ville blæse inde, denne gang i værste fald i tre døgn.

Valget stod imellem at sejle til Læsø eller igen at anløbe Getterön ved Varberg. Valget faldt på sidstnævnte. Vi ved af erfaring, at det i Getterön Småbåtshamn altid er muligt at finde en ledig plads, hvilket kan være vanskeligt på Læsø i højsæsonen, hvis man da ikke er villig til at ligge i lag langskibs som måske femte båd. At Getterön Småbåtshamn i lighed med vores hjemhavn er med i frihavnsordningen, gjorde ikke valget sværere.

Fredag morgen havde meteorologerne ændret i femdøgnprognosen. Vindstyrken fredag skulle i Kattegat nu blive 3-8 m. pr. sek. stedvis op til ti fra vest.

Vi forlod Getterön Småbåtshamn godt middag og satte kurs mod Halmstad. En sejlads på 39 sømil.

Vi skulle sejle igennem Halmstads erhvervshavn for at nå frem til gæstehavnen, der ligger en sømil oppe ad åen Nissan umiddelbart overfor Halmstad Slott, som blev opført i 1600-tallet af Chr. d. IV. Der fortøjes enten ved y-bomme (grønskiltede) eller langskibs ved en gammel erhvervskaj.

Meteorologerne fastholdt stædigt, at det skulle blæse temmelig kraftigt lørdag og søndag. Vi blæste da også inde i weekenden og fandt ud af, at Halmstad bestemt ikke var det værste sted at befinde sig, når det nu skulle være. Byen med 90.000 indbyggere har foruden den hyggelige gæstehavn meget andet at tilbyde gæstende sejlere. Her er grønne områder med spændende skulpturer bl.a. ”Kvinnohuvud” af Pablo Picasso, vandrestier langs begge sider af Nissan, gågader med et utal af specialbutikker, hvor et veludviklet ”shoppegen” kan tilfredsstilles, mange restauranter med lokkende menukort og udeservering (restaurant ”Tre Hjärtan” på byens store torv kan anbefales), S:t Nikolai Kyrka med flotte vinduesmosaikker og Norre Port et levn fra tiden, da Skåne var dansk.

I jævn syd-sydvestlig vind krydsede vi mandag formiddag Laholmsbukten. Torekov ved Hallands Väderö var målet for dagens sejlads, en distance på 15 sømil.

Siden vi sidst var i Torekov i 2006 er fortøjningsforholdene delvis blevet forandret på indersiden af ydermolen. Hvor man tidligere lå med hækanker, ligger man i dag hovedsageligt ved pæle. Broen er også blevet forlænget, så der er blevet flere pladser. Der fortøjes stadig langskibs i den gamle fiskerihavn, ligesom y-bommene ved den første flydebro indenfor Halland Väderö færgens kajplads også kan benyttes af gæstesejlere.

Torekov er et populært feriested, med hvad deraf følger af restauranter o.lign. At byen iflg. lokale venner er ved at blive lidt mondæn har endnu ikke haft afsmittende virkning på havneafgiften. Vi betalte 160,- s. kr. inkl. el, og det gjorde Torekov til den absolut billigste havn i Sverige, vi besøgte på dette års sommerferiesejlads. Med en havneafgift på 260,- s. kr. var Strömstad den dyreste. Prisniveauet lå ellers på 200,- s. kr. og opefter for en overnatning inkl. el.

Torekov blev den sidste svenske havn, vi besøgte i år. Efter en overnatning i Hundested var vi onsdag d. 29. juli tilbage i Egå Marina efter at have sejlet i alt 677 sømil.